Mødedato: 25.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Microsoft Teams

Henvendelse til TMU/TMF vedrørende sikker overgang over Amager Strandvej

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at bilagte udkast til henvendelse om etablering af sikker overgang over Amager Strandvej inkl. kortbilag sendes til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget en borgerhenvendelse fra forældrerepræsentant Sara Holm og teamkoordinator Mads Laumann Graver, fra det kommunale klubtilbud Amager Strand.

De beretter, at når børnene skal krydse Amager Strandvej på vej hjem fra klub, skal de enten i modsat trafikretning op til krydset ved Øresundsvej, eller krydse Amager Strandvej med mange biler og tung trafik. Der har været tilfælde, hvor børnene har været i farlige situationer, når de krydser vejen udover klubben, for at komme over til cykelstien ved Amagerbanen.

I de mørke måneder skaber det endnu mere utryghed, når børnene står i kanten af vejen og venter på at kunne krydse. Bilister holder nogle gange tilbage for børnene. Men der er også tilfælde af bilister, der utålmodigt kører udenom og skaber farlige situationer.

Ønsket er en markering af overgangen i form af et fodgængerfelt og en helle, hvor man kan stå med en cykel, når man skal krydse vejen. 

Løsning

Henvendelsen har været drøftet af PET, der foreslår at lokaludvalget går ind i sagen, og at bilagte udkast til henvendelse om etablering af sikker overgang over Amager Strandvej sendes til både Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Bilagte henvendelse inkl. kortbilag sendes til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Det blev foreslået at tilføje, at lokaludvalget gerne tager et møde med TMF om problematikken, evt. ude på stedet.

Med denne tilføjelse blev indstillingen vedtaget uden afstemning. 
Til top