Puljeansøgning: Åbent Hus på FABRIKKEN for Kunst og Design 2021
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 25.000 kr. til ”Åbent Hus på FABRIKKEN for Kunst og Design 2021”
Problemstilling
På vegne af Fabrikken For Kunst og Design har Tina Schütz Bonnichsen søgt om 25.000 kr. i støtte til ”Åbent Hus på FABRIKKEN for Kunst og Design 2021”.
Hvert andet år inviterer FFKD til åbent hus og udstilling. Dette års arrangement forgår hos Fabrikken For Kunst og Design, Sundholmsvej 46. Det bliver afholdt 29. maj 2021. Udstillingsperiode for fællesudstilling "Yndlingsværker": 29. maj – 5. juni.
Målgrupper:
- Åbent Hus: borgere i alle aldre samt samarbejdspartnere og interessenter fra hele Amager
- Udstillingen i øvrig åbningsperiode: er kultur- og kunstinteresserede på Amager og i Hovedstaden.
- Omvisninger i udstillingen: inviterede lokale skoler, daginstitutioner, fritidstilbud, boligforeninger, herberg, studerende fra videregående uddannelser mv.
Der forventes i alt 650 besøgende baseret på erfaringer fra 2019. Estimatet forudsætter at forsamlingsforbuddet ophæves. De til tidspunktet gældende restriktioner kan mindske deltagerantallet.
Der søges om midler til at dække udgifter for afvikling og planlægning af arrangement, udstilling, omvisninger, afholdelse af børneworkshop og markedsføring. Temaet for Åbent Hus er en fremvisning i, hvad det vil sige at være kunstner. Publikum går på opdagelse i kunstnernes private atelierer og oplever en fællesudstilling, der forbinder den skjulte proces bag kunsten med de færdige kunstværker.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 460.525 kr. Der er søgt 45.000 kr. i Amager Vest Lokaludvalg.
I 2020 støttede lokaludvalget ’FABRIKKEN Afd. AC’ (60.000 kr) og i 2018 Alt_Cph 2018 (30.000 kr).
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 25.000 kr.
Begrundelse: Åbent Hus er et godt arrangement med en god anledning for de besøgende til at lære det kunstneriske miljø og arbejde bedre at kende.
Et mindretal ønsker ikke at ansøgningen støttes.
Økonomi
Der er søgt om 25.000 kr. af 2021-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 25.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. august.
Beslutning
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: Hanne Kusiak, Randi Sørensen, Rasmus Steenberger, Frank Lambert, Ole Pedersen, Nanna Tofte, Keith Gray, Martin Hein, Iben Lindemark, Ole Meldgaard, Bente Lildballe, Marianne Moegreen, Rune Solvang, Jørgen Mark Pedersen, Ane Jette Thomsen, Susanne Møller
Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav.
Undlod at stemme: Rene Steinvig.
Lasse Rossen var ikke til stede under afstemningen.
Indstillingen blev dermed vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 25.000 kr.