Mødedato: 25.02.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Dansens Dag 2016

Dance Amager søger støtte til Dansens Dag 2016

Indstilling

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller, 
1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 20.000

Problemstilling

På vegne af foreningen Dance Amager har Marianna Minasova søgt om kr. 20.000 i støtte til Dansens Dag 2016. Arrangementet finder sted i Prismen, på Musiktorvet og ved Amagerbro Station den 29.-30. april 2016 og henvender sig til alle borgere. Der forventes i alt 800 deltagere. Der planlægges følgende aktiviteter: Prismen – danseshow, workshops m.m. (gratis), Amagerbro Station – gadeshow, Øresundsvej, Musiktorvet - morgenshow der gør reklame for Dansens Dag 2016.

I 2015 afviklede Dance Amager Dansens Dag i Prismen, hvor 16 grupper med i alt 120 dansere deltog. Ansøger ønsker at Dansens Dag skal blive en fast tradition på Amager lige som den er det i øvrige bydele. De vil invitere seniordansere, dansepar af samme køn og handicappede dansere, for at vise at dansen ingen grænser har og er tilgængelig for alle mennesker. I år vil ansøger gøre en ekstra indsats for at synliggøre arrangementet ved at afholde events på steder, hvor der færdes mange mennesker. Dansens Dag afvikles i samarbejde med lokale danseskoler og -foreninger, samt bl.a. Børnekulturhus Ama’r. Der er desuden inviteret andre danseskoler m.v. uden for bydelen.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 67.500. Amager Øst lokaludvalg søges om støtte til udstyr og tekniker. Der søges kr. 37.000 fra Amager Vest Lokaludvalg og kr. 10.500 fra Nordea Fonden. Der er ingen kontant egenfinansiering. 

Vedr. budget: Sekretariatet har talt med ansøger i telefon vedr. budgettet. De medvirkende dansegrupper og  -skoler deltager uden honorar, men får gratis forplejning. Udstyr er til lyd i forbindelse med udendørs optræden. Tekniker er til at håndtere og transportere lydudstyr. Administration er honorar til arrangørerne (2 pers.), der arbejder i 3 mdr. med at planlægge og koordinere projektet.

Tidligere ansøgninger: Den 26.2.2015 gav Amager Øst Lokaludvalg afslag på at støtte Dansens Dag 2015 med følgende begrundelse: BIFUK finder det ikke tydeligt nok, hvad formålet med projektet er, budgettet er meget honorartungt (bl.a. til administration) og der er ingen egenfinansiering. Projektet fik støtte fra Amager Vest Lokaludvalg.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 20.000.

BIFUK finder at det er et fint, netværksbaseret initiativ, der kommer borgerne til gavn. Ansøger opfordres til at overveje, hvordan projektet fremover skal forankres og finansieres.

Økonomi

Der er søgt om kr. 20.000 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 20.000.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der ydes støtte til projektet med kr. 20.000
Til top