Mødedato: 25.01.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Terrassemarkise til Lergravsparkens Legeplads

Lergravsparkens legeplads søger støtte til indkøb af en markise.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen undlader at støtte Terrassemarkise til Lergravsparkens Legeplads.

Problemstilling

På vegne af Lergravsparkens bemandede legeplads har Tonny Moesgaard Eschen søgt om 18.000 kr. i støtte til en terrassemarkise til Lergravsparkens Legeplads.

I mange år har huset på legepladsen været udstyret med en markise, som har givet læ, ly og skygge til legepladsens mange forskellige brugere. Markisen er imidlertid slidt op og kan ikke længere repareres. En nyanskaffelse koster 20.000 kr. og vejer for tungt på legepladsens budget på 34.000 kr.

Markisen fungerer som et samlingssted på legepladsen både for børn/unge og voksne. Om sommeren spises medbragte madpakker i skyggen og om vinteren sørger markisen for læ og ly fra regn og sne. Her opstår den uformelle dialog imellem forældre, bedsteforældre, lærere og pædagoger.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 20.000 kr. Heraf udgør egenfinansiering 2.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger: Det kan overvejes om projektet falder under puljemiddelkriteriernes pkt. 3 under "Det støtter vi ikke": "Anlægsudgifter, aktiviteter eller materialer som direkte kan henføres til en forenings, institutions eller forvaltnings eksisterende drift og/eller normale anlægsområde", idet de bemandede legepladser hører under Teknik- og Miljøforvaltningen. 

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke tildeles støtte til projektet, jf puljemiddelkriterierne pkt. 3 under "Det støtter vi ikke": "Anlægsudgifter, aktiviteter eller materialer som direkte kan henføres til en forenings, institutions eller forvaltnings eksisterende drift og/eller normale anlægsområde".
Finansiering af inventar på de bemandede legepladser bør være en opgave for Teknik- og Miljøforvaltningen.  

Økonomi

Der er søgt om 18.000 kr. af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.

 

 

Beslutning

Det blev stillet forslag om at støtte projektet med det ansøgte beløb kr. 18.000.

For ændringsforslaget stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Martin Hein.

Imod ændringsforslaget stemte: Karl Vogt-Nielsen, Bo Jensen, Ib Wendrup, Carsten Sahl Mortensen, Iben Lindemark, Oksana Gjermstad, Rune Solvang, Jan Kyrsting, Sten Lykkebo, Svend Åge-Sørensen, Sven Løntoft, Käte Hommelgaard, Randi Sørensen, Jens William Grav, Lasse Rossen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen.

Ingen undlod at stemme.

Projektet tildeles ikke støtte.

Til top