Godkendelse af støtteerklæring vedr. udenlandske hjemløse
Indstilling og beslutning
1) at Amager Øst Lokaludvalg drøfter den fælles henvendelse til Socialudvalget og Økonomiudvalget og tager stilling til, om lokaludvalget bakker op om henvendelsen.
Problemstilling
På LUFT-mødet den 24. september 2013, blev udenlandske hjemløse drøftet.
Formand Poul Corth orienterede om, at Christianshavn henover sommeren har oplevet et stigende antal udenlandske hjemløse, der opholder sig i det sydlige Christianshavn nær Langebrogade og ved varmestuen ’Fedtekælderen’. Beboerne og erhvervslivet i området ønskede at drøfte det stigende antal med Christianshavns Lokaludvalg, da flere oplevede, at de hjemløse bl.a. brugte deres baggårde og nærområdet som toilet. Lokaludvalget afholdte et borgermøde i sommers og der er nu startet en arbejdsgruppe med lokaludvalgsmedlemmer og borgere. Der har desuden været en voldsepisode ved varmestuen, hvor de udenlandske hjemløse blev overfaldet. Christianshavns Lokaludvalg gav i deres sidste møde udtryk for, at problemet er for stort til at Christianshavn alene skal tage hånd om det.
Poul Cohrt foreslog, at lokaludvalgene i fællesregi, sørger for et borgermøde på Rådhuset, hvor problemet bringes frem i lyset.
Formændene drøftede problematikken og var enige om, at det er et reelt og stigende problem i flere bydele. Problemet er ikke kun kommunalt, men nationalpolitisk. Der var enighed om, at lokaludvalgene retter henvendelse til Socialudvalget og gør opmærksom på, at det er et problem i hele København. Socialudvalget kan tage sagen i BR og rette henvendelse til Christiansborg.
Det blev drøftet, om lokaludvalgene kan støtte oprettelsen af nødherberger og hvilken rolle Københavns Kommune har ift. oprettelsen af nødherberger eller støtte til hjælpeorganisationer.
Der var enighed om, at problematikken skal rejses i de lokalpolitiske foreninger.
Det blev besluttet at lave en fælles henvendelse til Socialudvalget og Økonomiudvalget. Der er nu lavet sådan fælles henvendelse (vedhæftet dette dagsordenspunkt).
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg, Ole Pedersen, har ønsket at henvendelsen forelægges Lokaludvalget - forud for fremsendelsen til Socialudvalget og Økonomiudvalget.
Løsning
Beslutning
1 person, Ib Wendrup, bakker ikke op om henvendelsen.
4 personer undlod at stemme; Michael Bagge Kuehn, Michael F.Christensen, Martin Hein og Martin Duus.
Resten (14 personer) bakker op om henvendelsen.
Det blev således vedtaget, at Amager Øst Lokaludvalg bakker op om henvendelsen.