Mødedato: 24.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Tillæg nr 4 til Spildevandsplan

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Miljø- og Plan arbejdsgruppen indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter høringen

2. At Amager Øst Lokaludvalg meddeler forvaltningen, at lokaludvalget ikke har bemærkninger til høringen

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget tillæg nr. 4 til spildevandsplan i høring. Høringsfristen er den 27. oktober 2015.

Københavns Kommune har udarbejdet et tillæg til den gældende spildevandsplan 2008. Formålet med planen er at muliggøre gennemførelsen af en række kloakprojekter, som af forskellige årsager presser sig på. Plantillægget muliggør en række konkrete projekter for håndtering af regnvand og spildevand, med specielt fokus på klimatilpasningsprojekter og byudviklingsprojekter med opstart i 2015.

I Amager Øst bydel beskriver materialet et projekt udarbejdet af Grundejerforeningen Øresund.Klimatilpasningsprojektet er omfattet af § 4 i medfinansieringsbekendtgørelsen og skal både klimasikre (imødekomme den øgede nedbør, som forventes medført af klimaforandringerne) og skybrudssikre (håndtere ekstremnedbør) Kongedybs Allé og Prøvestens Allé. Samtidig dimensioneres den alternative afhjælpning til at kunne håndtere vand fra gadevendte tagflader fra de nærliggende bebyggelser, såfremt lodsejerne ønsker dette.
 
Klimatilpasningsprojektet er en del af den samlede strategi for at afkoble og dermed reducere oversvømmelse nedstrøms i kloaksystemet samt sikre borgere lokalt. Området er fælleskloakeret, og 36 spildevandet ledes til renseanlægget Lynetten. Der har været flere tilfælde med opstuvning af spildevand på terræn ved kraftig regn i perioden 2010 – 2013. Den alternative afhjælpning vil således være at håndtere vejvand på overfladen, herved opnås en separering af regnvand på overfladen. Vejvandet ønskes håndteret ved grønne løsninger, som integreres i rekreative anlæg og bidrager derved til et æstetisk løft i området. Vejbanen indsnævres og de grønne løsninger bliver en integreret del af trafiksaneringen. Fortov og anden unødvendig befæstelse fjernes i begge sider og erstattes med brede grønne rabatter, hvor håndteringen af regnvandet fra vejbanen og evt. gadevendte tagarealer vil foregå. Herved opnås 100 procent afkobling af det befæstede areal på vejene til den alternative løsning. De grønne arealer opsamler og opmagasinerer vejvandet, hvorefter det nedsives samt renses igennem filtermuld. Under skybrud vil regnvandet opstuve i de grønne rabatter og vil have overløb til vejbanen, som er udformet som skybrudsvej. Serviceniveauet på den alternative afhjælpning skal mindst opnå samme serviceniveau, som kommunen stiller til separatkloakering; opstuvning til terræn en gang hvert femte år. Når overfladevandet håndteres alternativt på overfladen, vil ’opstuvning til terræn’ betyde: Opstuvning til nærliggende vejprofil. Ved ekstreme regnhændelser vil opstuvningen af regnvand på terræn være kontrolleret til at opstuve på vejprofilen. Den alternative afhjælpning vil blive dimensioneret med en sikkerhedsfaktor på 1,56. Udover den tillagte sikkerhedsfaktor vil den alternative afhjælpning også være fremtidssikret, idet muligheden for at udvide kapaciteten for løsningen er tilstede. Ved at den alternative afhjælpning etableres på overfladen som en grøn løsning, er mulighederne for udvidelse/tilpasninger i fremtiden nemmere og mere fleksible frem for traditionel kloakering med fast dimension.

Kloakeringsform Kloakeringsformen på Kongedybs Allé og Prøvestens Allé ændres til at være 3- strenget separatkloakeret jf. løsning 1 beskrevet i kapitel 3. Vejvand håndteres på overfladen i grønne løsninger, og de tilstødende tagflader separatkloakeres.

Løsning

Miljø og Plan drøftede høringen på dets møde den 9. september. Arbejdsgruppen finder ikke, at høringen er relevant for lokaludvalget at forholde sig til og anbefaler derfor, at lokaludvalget meddeler forvaltningen, at det ikke har bemærkninger til høringen.

Beslutning

Punktet blev godkendt uden afstemning. Amager Øst Lokaludvalg meddeler forvaltningen, at lokaludvalget ikke har kommentarer til høringen.
Til top