Mødedato: 24.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Heldagsture/læringsture

NABO Center søger støtte til heldagsture/læringsture.        

Indstilling og beslutning

SOSU-arbejdsgruppen indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 10.000 fra socialpuljen.

Problemstilling

På vegne af N.A.B.O. Center Amager har Bente Clausen søgt om kr. 11.100 i støtte til heldagsture/læringsture. N.A.B.O. Center ønsker i efteråret 2015 at arrangere tre heldagsture for psykisk sårbare og socialt udsatte borgere på Amager. Der forventes 45 deltagere. Projektet bygger på en stor grad af brugerinvolvering, derfor er aktiviteterne og destinationen for turene endnu ikke fastlagt.
Turene vil blive annonceret ved opslag i N.A.B.O. Center, Distriktspsykiatrisk Center, Amager Hospital / Digevej og annonceret i aktivitetskalender på N.A.B.O.'s hjemmeside.

Formålet med læringsturene er at opbygge selvtilliden hos de deltagende borgere, give mulighed for at få mere viden, lære nye mennesker at kende og styrke det sociale netværk. Det vil samtidig give borgerne en oplevelse, som ellers ville være udenfor rækkevide. Det kan styrke de enkelte borgere, så de på sigt får mod til at være deltagende i andre lokale projekter og tage mere aktivt del i det lokale liv.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 22.500. Der er en egenfinansiering, herunder deltagerbetaling, på kr. 11.400.
Ansøger oplyser i en mail til sekretariatet at der ikke er søgt støtte andre steder, da ansøger har vurderet at projektet falder uden for Amager Vest Lokaludvalgs kriterier.

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr.10.000 fra socialpuljen.

Efter arbejdsgruppens møde har tovholder Ole Meldgaard været i dialog med ansøger, der har uddybet formålet med projektet. På den baggrund er SOSU blevet enige om at støtte projektet med flg. begrundelse: SOSU-arbejdsgruppen lægger vægt på projektets inddragelse af brugerne og at de får mulighed for at skabe noget sammen i fællesskab.

Økonomi

Der er søgt om kr. 11.100 af 2015-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 10.000 fra socialpuljen.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 15. december 2015.

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen. Martin Hein stillede forslag om at undlade at støtte projektet:

For ændringsforslaget stemte: Martin Hein og Nicki Brøchner.

Imod ændringsforslaget stemte: René Madsen.
Jan Kyrsting, Karl Vogt-Nielsen, Käte Hommelgaard, Svend Aage Sørensen, Randi Sørensen, Ole Melgaard, Ole Pedersen, Steen Olesen, Carsten Sahl Madsen, Sten Lykkebo, Sven Løntoft, Lasse Rossen,  Bruno Jacobsen, Eva Damgaard, Jens William Grav, Ib Wendrup.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet. Projektet ydes støtte med kr. 10.000 af 2015 puljemidlerne fra socialpuljen.

Ansøger opfordres til at deltage på lokaludvalgsmøde og fortælle mere om turen.
Til top