Høring: Administrationsgrundlag for udeservering
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. administrationsgrundlag for udeservering.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget tog den 22. maj 2023 stilling til indholdet i nyt administrationsgrundlag for udeservering.
Det nye administrationsgrundlag skal sikre, at der er en rimelig balance i forhold til brug af byen, beboelse og fremkommelighed, også for udsatte grupper. Dertil kommer en skærpelse af håndhævelsesindsatsen overfor de restaurationer, der ikke overholder reglerne.
I administrationsgrundlaget fastsættes en række principper og vurderingskriterier for fremadrettet praksis på området, som forvaltningen vil administrere tilladelser til udeservering efter. Andre politiske beslutninger, der kan påvirke administrationen af udeserveringer, er lokalplaner. Den netop vedtagne Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen (Borgerrepræsentationen den 2. februar 2023) forventes også i et vist omfang at påvirke fremtidige tilladelser til udeserveringer i Indre By.
Punkterne der blev truffet beslutning om den 22. maj var:
- Flerårige tilladelser
Beslutning: Der gives 3-årige tilladelser. Nuværende praksis er 1-årige tilladelser, der gælder et kalenderår ad gangen. - Åbningstider for udeservering.
Beslutning: Lukketid kl. 22:00 søndag til torsdag og 24:00 fredage og lørdage.
Metropolzone, Kødbyen og Nyhavn (uændret) til kl. 02:00. - Genindførsel af gebyr for udeservering.
Beslutning: Der skal indføres et gebyr for udeservering, der dækker alle omkostninger til administration, kontrollen med overholdelse af tilladelser mv., og at forvaltningen skal forelægge en indstilling til Borgerrepræsentationen med oplæg til endelig fastsættelse af taksten. - Fremkommelighed på smalle fortove.
Beslutning: Der skal ændres praksis for udeservering på smalle fortove, således at der skal være fri passage på minimum 0,8 m, svarende til bredden på en kørestol, bortset fra gågader og promenader, hvor det generelle vejareal er egnet for fodgængere. - Håndhævelse.
Beslutning: Den nyligt implementerede praksis (januar 2023) med fire årsværk til tilsyn og skærpede håndhævelsesprocesser fortsætter og udvikles. - Opmærkning af arealer til udeservering.
Beslutning: Der skal indføres opmærkning ved udeservering i hele byen og omkostningerne ved dette dækkes af gebyret for udeservering.
Derudover besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at forvaltningen skal identificere egnede pladser til en tidsmæssig udvidet udeservering i sommerhalvåret og vende tilbage med en sag til behandling i udvalget.
Uddybelse af de enkelte beslutningspunkter kan læses i referat fra TMU møde den 22. maj
Løsning
BIFUK- og PET-arbejdsgrupperne har drøftet høringen og udarbejdet det bilagte udkast til høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sekretariatet sender det vedtagne høringssvar til forvaltningen. Høringsfristen er den 24. august.
Beslutning
Der blev stillet følgende ændringsforslag til høringssvaret, som blev vedtaget uden afstemning:
Linje 13: tilføjelse "og længerevarende bevillinger".
Linje 18: "visse" slettes og "i de støjplagede områder rettes til "der oplever støjgener".
Linje 20: tilføjelse efter differentieres: "i forhold til tidsrum".
Der blev stillet forslag om at linje 16-18 udgår af høringssvaret. Forslaget blev ikke vedtaget (3 for, 14 imod, 1 undlod)
For stemte: Jørgen Mark Pedersen, Nanna Tofte, Marianne Moegreen.
Imod stemte: Nicole Schmitt, John Møller Jørgensen, Grith Pontoppidan, Bente Lildballe, Trine Stausgaard Munk, Henrik Hemmingsen, Felicia Fock, Martin Hein, Martin Duus, Peer Harpøth, Randi Sørensen, Jens William Grav, Susanne Møller, Lasse Rossen
Undlod at stemme: Rune Solvang.
Der blev stillet forslag om at linje 20-22 rettes, således at der står "vores bydel" i stedet for Indre By. Forslaget blev ikke vedtaget (4 for, 7 imod, 7 undlod).
For stemte: John Møller Jørgensen, Bente Lildballe, Martin Hein, Randi Sørensen.
Imod stemte: Henrik Hemmingsen, Rune Solvang, Felicia Fock, Nanna Tofte, Jens William Grav, Susanne Møller, Lasse Rossen
Undlod at stemme: Nicole Schmitt, Grith Pontoppidan, Trine Stausgaard Munk, Jørgen Mark Pedersen, Martin Duus, Marianne Moegreen, Peer Harpøth.
Marianne Moegreen ønskede en protokolbemærkning om at hun ikke kan tilslutte sig det endelige høringssvar.