Mødedato: 24.08.2023, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

B-sag: Intern høring: Parkeringslicenser til kolonihaveejere

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at lokaludvalget fremsender et høringssvar vedr. parkeringslicenser for kolonihaveejere som foreslået under løsning.

Problemstilling

Lokaludvalget er blevet bedt om bemærkninger til et forslag om en særlig parkeringslicens til kolonihavehusejere, forud for en indstilling til politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget. 

Forvaltningen forventer at indstille en licens som er begrænset til én licens pr. kolonihavehusejer. Licensen vil gælde fra 1. april til 1. oktober og ansøgeren skal være den registrerede ejer/bruger af bilen eller motorcyklen, medmindre man indsender en leje-/leasingkontrakt. Derudover er det et krav at man indsender dokumentation for at man er ejer eller lejer af kolonihavehuset fx i form af skøde eller lejekontrakt, hvor ens navn fremgår. Det er kun kolonihavehuse, hvor der er tilladt overnatning, som kan få den særlige licens. Indehaveren af licensen kan ikke udstede gæstelicenser.

Hvis politikerne beslutter ordningen, forventer forvaltningen at ordningen kan træde i kraft i forbindelse med kolonihavehussæsonen for 2024. Licensen giver alene adgang til parkering udover de 3 timer i den pågældende licenszone, hvori haveforeningen ligger.

Det er umiddelbart alene kolonihaveforeninger som ikke har et passende antal parkeringspladser på egen grund, som kan søge om en licens. På Amager drejer det sig indtil videre om H/F Bredegrund, H/F Strandbo, H/F Formosa, H/F Engdraget, A/H Elmely og H/F Fortbo.

Baggrund

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 19. juni 2023 har et samlet udvalg afgivet en protokolbemærkning under behandling af pkt. 4 ”Etablering af yderligere otte parkeringszoner med tidsbegrænsning” med ønske om, at forvaltningen udarbejder et oplæg til udstedelse af sommerlicenser for kolonihaveejere i parkeringszonerne. Link til indstillingen og protokolbemærkningen kan ses her.

Løsning

PET arbejdsgruppen har drøftet høringen og indstiller, at lokaludvalget ikke har bemærkninger til sagen.

Tovholdergruppen foreslår, at der fremsendes et høringssvar, der tilkendegiver at det er en positiv løsning der er fundet for parkeringslicenser til kolonihaveejere, og at lokaludvalget i øvrigt ikke har kommentarer.

Videre proces

Høringsfristen er den 25. august.

Beslutning

Godkendt
Til top