Prioritering af ønsker ifm Københavns Kommunes budget 2019
Indstilling
Formanden indstiller
1. At Amager Øst Lokaludvalg beslutter at udvælge fem projekter ifm. Borgerrepræsentationens forhandlinger om budget 2019.
2. At Amager Øst Lokaludvalg beslutter hvilke fem projekter, lokaludvalget skal fremsende til Borgerrepræsentationen ifm forhandlingerne om budget 2019.
Problemstilling
Amager Øst Lokaludvalg har de senere år fremsendt "ønskelister" til de politiske partier i Borgerrepræsentationen forud for de årlige budgetforhandlinger, samt forud for forhandlingerne om de uforbrugte midler. Listerne har tidligere indeholdt op til 15 projekter af meget varierende karakter og størrelse. Kun i ganske få tilfælde er projekter på lokaludvalgets "ønskeliste" blevet politisk prioriteret. Budgetforhandlingerne i Borgerrepræsentationen vedr. Budget '19 finder i 2018 sted fra den 30. august og ca. 10 dage frem.
Løsning
Med baggrund i, at det kun i sjældne tilfælde er lykkedes at få prioriteret lokaludvalgets ønsker, forslås det, at lokaludvalget udvælger fem projektønsker, der fremsendes, således at det er lettere for de politiske partier at vurdere, hvilke projekter en samlet bydel reelt ønsker fremmet, ligesom det er lettere for lokaludvalget og enkeltmedlemmer at arbejde strategisk og fokuseret på at skabe politisk opbakning til projekterne.
Tovholdergruppen har på sit møde i maj drøftet de faste arbejdsgruppers forslag til budgetønsker og anbefaler, at lokaludvalget indsender flg. budgetønsker til Borgerrepræsentationen (i uprioriteret rækkefølge):
Helhedsplan for Kløvermarken. I forbindelse med vedtagelsen af Budget 18 vedtog Borgerrepræsentationen, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle udarbejde en helhedsplan sammen med brugergrupperne på Kløvermarken, som skulle forelægges Økonomiudvalget forud for overførselssagen. Der blev imidlertid ikke afsat midler til projektet i overførselssagen. I forbindelse med Budget '19 vil Amager Øst Lokaludvalg arbejde for, at der afsættes midler til fortsat projektudvikling / realisering af helhedsplanen.
Etablering af en permanent musikskole. Forslaget ligger i forlængelse af Den cyklende Musikskole. Amager er musikkens ø, derfor bør bydelen have en musikskole.
Boliger til socialt udsatte
Da botilbuddet ”På sporet” i Vermlandsgade nedlægges i 2019, vil der komme til at mangle "skæve boliger" i Amager Øst.
Cykelstier/Trafiksikkerhed
- Raffinaderivej - cykelstien etableres hele vejen langs Raffinaderivej. Projektet er et stort lokalt ønske og behovet bliver kun større i forbindelse med de kommende publikumsrettede aktiviteter i Kløverparken, herunder Tap1 og Fodboldfabrikken.
- Strandlodsvej - den nordlige del (fra Lergravsvej), som er den del af Strandlodsvej der er mest plaget af tung trafik
Disse to ønsker om cykelstier blev ligeledes indsendt til budgetforhandlingerne for 2018. Der er stadig ikke afsat midler hertil.
Samtlige af de fem udvalgte projekter ligger tæt op ad lokaludvalgets seneste bydelsplan.
Arbejdsgruppernes øvrige ønsker til budgetforhandlingerne kan lokaludvalget arbejdes med på andre måder. Projekterne foreslås behandlet på kommende møder i de faste arbejdsgrupper, hvor det drøftes hvordan man kan fremme projekterne på anden vis. Den samlede oversigt over arbejdsgruppernes ønsker fremgår af bilag 1.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af beslutningen opfordres der til, at alle medlemmer af lokaludvalget arbejder aktivt for at fremme de enkelte projekter. Sekretariatet vil ligeledes sørge for, at partierne via medlemssekretærerne bliver gjort opmærksom på lokaludvalgenes ønsker med henblik på at der fra politisk hold bliver bestilt budgetnotater, der kan indgå i de efterfølgende forhandlinger.
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev ikke vedtaget, idet der var enighed om at fremsende flere ønsker end fem.
Indstillingens 2. at-punkt dermed heller ikke vedtaget.
Nicki Wassmann Brøchner ønskede ført til referat at han ikke støtter, at der sendes ønsker ind til de kommunale budgetforhandlinger.
Der blev stillet forslag om at lokaludvalget vedlægger alle lokaludvalgets ønsker som et bilag til de prioriterede projekter. Dette forslag blev vedtaget uden afstemning.
Der blev stillet forslag om at ændre teksten vedr. musikskole til:
Permanentgørelse af den cyklende musikskole
Amager er musikkens ø. Den Cyklende Musikskole er skabt og udviklet på Amager og med støtte fra Amager Øst og Vest Lokaludvalg og har gennem en årrække vist, at musikundervisning kan udbredes til en bred målgruppe fra alle sociale lag. Lokaludvalget ønsker, at indsatsen permanentgøres, udvikles og udbredes som supplement til den eksisterende musikundervisning, så så mange børn som muligt får adgang til musikundervisning i høj kvalitet.
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Det blev derefter besluttet uden afstemning at sende i alt 6 ønsker til Borgerrepræsentationen med de på mødet faldne bemærkninger.
De 6 ønsker er i uprioriteret rækkefølge:
- Helhedsplan for Kløvermarken
- Permanentgørelse af Den Cyklende Musikskole
- Boliger til socialt udsatte
- Cykelstier/Trafiksikkerhed, herunder Raffinaderivej, strækningen Strandlodsvej-Engvej samt hastighedsreducerende tiltag på Backersvej
- 2 Nye toiletbygninger på den gamle del af Amager Strandpark
- Adgang til Prøvestenen Syd