Mødedato: 24.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Måneformørkelse på Amager Strand

Naturcenter Amager Strand søger støtte til arrangement ifm måneformørkelse.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra Miljø og plan-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på  29.000 kr. til Måneformørkelse på Amager Strand.

Problemstilling

På vegne af Naturcenter Amager Strand har Thomas Ziegler søgt om 29.000 kr. i støtte til Måneformørkelse på Amager Strand. Den 27. juli er der fuld måneformørkelse, og naturcenteret vil derfor i samarbejde med Tycho Brahe planetarium afholde et arrangement fra kl. 20-24. Målgruppen er alle der kan være længe oppe og der forventes 1000-1500 deltagere.

Månen er en del af strandens natur som naturcentret ønsker at formidle til borgerne. Inden selve formørkelsen vil de derfor udsende en række videoer, der fortæller hvad en måneformørkelse er og hvorfor månen bliver rød og hvad det i øvrigt betyder for naturen.

Naturcenter Amager Strand og Tycho Brahe Planetariet opstiller tre formidlingspunkter, ved nordmolen ved strandstation 2 og ved strandstation 3, hvor strandens gæster kan blive klogere på Måneformørkelsen og få mulighed for at se nærmere på månen under formørkelsen. Ved de to formidlingspunkter opstiller Planetariet deres teleskoper. Ved det tredje ønsker naturcentret også at opstille et teleskop, hvortil der søges støtte fra lokaludvalget. Efter arrangementet vil det indkøbte udstyr blive på Naturcenter Amager Strand og vil blive brugt til andre astronomi-arrangementer.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 29.000 kr. til indkøb af teleskop og produktion af videoer. Der er ingen kontant egenfinansiering men Naturcenter Amager Strand og Tycho Brahe Planetariet bidrager med i alt 6 formidlere, 2 til hvert formidlingspunkt. Planetariet medbringer teleskoper til de to formidlingspunkter

Løsning

Miljø og plan-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og et flertal indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 29.000 kr. I alt 4 har stemt for dette forslag, mens 3 stemte imod at støtte projektet. En undlod at stemme.

Dog stilles det som krav, at teleskopet også kan lånes af andre foreninger i bydelen. Teleskopet skal have fast plads i Naturcenteret, som også sørger for drift og vedligehold af det.

Økonomi

Der er søgt om 29.000 kr. af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 29.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 27. august 2018

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For at støtte med 29.000 kr. stemte: Frank Lambert, Karl Vogt Nielsen, Bo Jensen, Rasmus Steenberger, Rikke Lauritsen, Tom Christensen, Nanna Tofte, Trine Hertz, Benthe Isborg, Randi Sørensen, Maj Tellefsen, Susanne Møller, Ole Pedersen.

Imod at støtte med 29.000 kr. stemte: Ib Wendrup, Iben Lindemark, Martin Hein, Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav, Ole Meldgaard.

Følgende undlod at stemme: Joan Antonsen, Keith Gray.

Dermed var der flertal for indstillingen. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 29.000 kr. af 2018 puljemidlerne.

Til top