Puljeansøgning: Lergravens Vild med Vilje 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra Miljø og Plan-arbejdsgruppen undlader at støtte projektet : Lergravens Vild med Vilje 2018.
Problemstilling
På vegne af Den Grønne Friskole har Karen MacLean søgt om 41.750 kr. i støtte til Lergravens Vild med Vilje 2018.
Vild med vilje søger at mangfoldiggøre bynaturen ved at inspirere borgere til lade en plæne – eller dele af en plæne – vokse uden græsslåning og trimning. I stedet høstes biomassen med le to gange om året, og fjernes. De vilde områder fungerer som levested for planter og dyr.
Lergravens Vild med vilje er et lærings- og inspirationsprojekt med det formål at skabe en rigere og mere mangfoldig natur i byen, at skabe undervisningsmuligheder for lokale folke- og friskoler samt at inspirere lokale borgere.
Projektet finder sted på plænen mellem Amagerbanen og Amager Strandvej. Der planlægges 3 events i 2018: Høslæt og gåhjemmøde i forsommeren; Sankesjov til august, samt Botaniktur og høslæt i uge 36, i tilknytning til Naturens Dag.
Der er ingen kontant egenfinansiering af projektet, men forældre, lærere og elever fra Den Grønne Friskole lægger frivillige timer i planlægning og afholdelse af arrangementer.
Forælder på skolen og forfatter Julie Swane donerer et foredrag til Lergravens Vild med Vilje, samt informationer og tegninger fra sin bog til "Sankesjov" (værdi 1.500 for foredrag og 2.500 per skilt). Disse poster indgår ikke i det medsendte budget.
Løsning
Miljø og plan-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet ikke støttes.
Begrundelse: Miljø og Plan-arbejdsgruppen ser arrangementet som en gentagelse af de foregående 2 stks. Vild med Vilje-arrangementer, som Lokaludvalget har støttet, og savner nyskabelse.
Økonomi
Der er søgt om kr. 41.750 af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke bevilges støtte til arrangementet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. oktober 2018.
Beslutning
Der blev stillet forslag om at støtte projektet med 15.000 kr.
For at støtte projektet med 15.000 kr. stemte: Rasmus Steenberger, Iben Lindemark og Trine Hertz.
Imod at støtte projektet med 15.000 kr. stemte: Frank Lambert, Karl Vogt Nielsen, Bo Jensen, Ib Wendrup, Tom Christensen, Martin Hein, Nanna Tofte, Joan Antonsen, Benthe Isborg, Randi Sørensen, Maj Tellefsen, Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav, Susanne Møller, Keith Gray, Ole Meldgaard, Ole Pedersen.
Flg. undlod at stemme: Rikke Lauritsen.
Dermed var der ikke flertal for forslaget. Projektet tildeles ikke støtte.