Mødedato: 24.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (socialpuljen): SIM Summercamp 2014

Nina Bjerg søger støtte fra socialpuljen til SIM Summercamp.

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget har i 2012 og 2013 støttet projektet med kr. 10.000 pr. år.

Indstilling og beslutning

SOSU-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med kr. 5.000.

Problemstilling

På vegne af svømme- og idrætsklubben SIM søgte Nina Bjerg den 24. marts 2014 om kr. 10.000 til afvikling af SIM Summercamp for børn og unge med ADHD eller andre opmærksomhedsforstyrrelser. Summercampen finder sted i uge 30-31 i sommerferien og der forventes 36 deltagere. Projektet gennemføres i samarbejde med Det Maritime Ungdomshus og Projekt Playon v/ DGI Storkøbenhavn.

Formålet med projektet er at give børn med opmærksomhedsproblemer mulighed for at deltage i sommeridrætsskole, som de ellers er udelukket fra. Ferieperioderne kan ofte opleves som stressende, da børnene er væk fra de trygge rutiner i hverdagen, og ofte kan børnene ikke indgå i almindelige sommerferieaktiviteter pga. deres vanskeligheder. 

Børn, der deltager i Summer Camp, kommer typisk fra Storkøbenhavn. De sidste 2 år har cirka 25 % af børnene været fra Amager. Baggrunden for ansøgningen til lokaludvalget er, at der er børn fra Amager, som benytter sig af Summer Camp og aktiviteterne finder sted i Amager Øst. Samtidig opfylder SIM Summer Camp lokaludvalgets formål med at være et projekt, hvor børn mødes og styrkes med oplevelser af idrætslig og social karakter.  

Summer Campen er bemandet med 8 instruktører til 24 børn pr uge, så der er god mulighed for at opdele børnene ud fra deres forudsætninger, så der opnås optimalt program for alle børnene. Det betyder også, at Summer Camp er løntung i forhold til andre sommerferieaktiviteter. Endvidere hjælper 2x5 forældre på frivillig basis til hver dag med forplejning og diverse andre aktiviteter.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 167.275 kr. Der forventes deltagerfinansiering på kr. 27.000 og egenfinansiering på kr. 53.000. Resten af udgifterne finansieres via fondsansøgninger. Budgettet fordobles dette år pga 2 ugers - i stedet for 1 uges Summer Camp. SIM er i gang med at finde nye samarbejdspartnere, så foreningen kan fortsætte Summer Camp. 

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med kr. 5.000.
Da der kun er 25 % deltagere fra Amager, heraf nogle fra Amager Vest, er det begrænset, hvor meget projektet kommer Amager Øst-borgerne til gode.

Økonomi

Der er søgt om kr. 10.000 af socialpuljen af 2014-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at projektet støttes med kr. 5.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1.september 2014.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Der tildeles kr. 5.000 i støtte til projektet.
Til top