Mødedato: 24.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Buster på Ama'r

Børnefilmfestivalen BUSTER og Amager Kulturpunkt søger om støtte til filmfestival på Amager.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsdækning på kr. 30.000.

Problemstilling

På vegne af BUSTER Filmfestival for Børn og Unge og Amager Kulturpunkt søgte Franz Bomberg den 23. marts 2014 om 58.600 kr. i støtte til en minifestival på Amager i forlængelse af BUSTER Filmfestival for Børn og Unge. Minifestivalen skal foregå fra den 20. til den 26. september 2014, og henvender sig til børn og unge i alderen 3-19 år, børnehaver, skoleklasser, fritidshjem og børnefamilier på Amager. Der forventes et deltagertal på 3.250.

BUSTER på AMA'R vil bestå af 14 filmvisninger og særevents i Amager Bio samt 16 workshopforløb i Amager Kulturpunkt. Formålet er at bringe festivalens aktiviteter tættere på øens skoler og børnefamilier samt at eksponere området og styrke Amagers kulturinstitutioners profil med et unikt og attraktivt tilbud, som kan tiltrække festivalens øvrige publikum fra København og resten af hovedstadsregionen til Amager. BUSTERs festivalavis kommer ud til samtlige skoleklasser i hovedstadsområdet og vil således sætte Amager på bykortet med et professionelt fokus på børns møde med film og mediernes verden. Den midlertidige genåbning af Amager Bio som biograf skal give lokale børnefamilier filmoplevelser, som de normalt skal rejse længere efter for at få adgang til. Der lægges vægt på at have en lav billetpris: en filmbillet koster 15 kr. per person, deltagelse i en workshop koster 25 kr. per person og for en klasse koster en workshop 600 kr.  

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 208.960 kr. 52.000 kr. udgøres af egenfinansiering, og der er søgt om et tilsvarende beløb fra Amager Vest Lokaludvalg.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med en underskudsdækning på kr. 30.000.

Arbejdsgruppen mener ikke at de to Lokaludvalg skal dække 56 % af budgettet, især på baggrund af projektets regionale karakter.

Økonomi

Der er ansøgt om kr. 58.600 af 2014-puljemidlerne.

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller at projektet støttes med en underskudsdækning på kr. 30.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 27. oktober 2014

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes således med en underskudsdækning på kr. 30.000.
Til top