Mødedato: 24.04.2013, kl. 18:30
Mødested: Børnekulturhus Ama'r, Øresundsvej 8B

Ekstern puljemiddelansøgning: Transformation, Midlertidighed og Samtidskunst (Miljø & plan)

Københavns Universitet, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, søger støtte til Transformation, Midlertidighed og Samtidskunst.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Københavns Universitet.

Problemstilling

På vegne af Københavns Universitet, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, søgte Kristian Skaarup den 19. marts 2013 om 35.000 kr. i støtte til projekt "Transformation, Midlertidighed og Samtidskunst". Der er tale om et kursus for landskabsarkitektstuderende, der tager afsæt i en konkret situation og et sted, som bliver case for kursets indhold.

Helt konkret skal 35 landskabsarkitektstuderende fokusere på udendørsarealerne på Strandlodsvej 67 (LOD67) og lave strategier for, hvordan man omdanner tidligere private erhverv til et semioffentligt sted. Kurset løber fra 23. april – 28. juni 2013 og efterfølgende vil installationerne blive stående på LOD67. Kurset består af praktiske forsøg over ni uger, hvor de studerendes projekter bygges i skala 1:1, ligesom der vil være tre forelæsningsrækker på LOD67 hvor danske og internationale praktikere og teoretikere skal dele viden. Ansøger inviterer lokale borgere, kommuner, ejendomsudviklere og studerende til at deltage til disse oplæg.

Der vil efterfølgende blive lave en rapport om projektet. Rapporten skal beskrive ,hvordan man kan udvikle industrigrunde som Strandlodsvej 67 til glæde for ejer, naboer og byen og om hvad det er for et sted der har været kursus på.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på 170.000 kr., hvoraf 50.000 søges hos Nordea Fonden og 85.000 kr. søges hos Fonden for Entreprenørskab.

Miljø og Plan-abejdsgruppen behandlede ansøgningen på deres møde d. 10. april 2013 men kunne ikke formulere en indstilling på det foreliggende grundlag. Sekretariatet er derfor blevet bedt om at afklare:

  1. Der er noget galt i budgetopstillingen - hvor meget skal vi finansiere af henholdsvis "Materialer" som samlet er 60.000 kr. og af "Kommunikation" som angives til 25.000 kr. Hvad består "kommunikation" af? (timer, udlæg?)
  2. Vi vil gerne have uddybet, hvorledes lokale borgere mere konkret tænkes inddraget og hvor mange?
  3. Sker der en præsentation af installationerne med fx plancher, som fortæller hvad det hele handler om - når folk kommer forbi efterfølgende - og hvor længe vil de blive stående, og hvem har ansvaret for dem og fjernelsen igen?
  4. Rapporten - i hvilket omfang udformes den, så rapporten kan danne basis for nye tiltag? Vil rapporten kunne anvendes som "paradigme" for andre?

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Københavns Universitet.

Økonomi

Der er søgt om 35.000 kr. af 2013 puljemiddelbudgettet

Beslutning

Lokaludvalget stemte om, hvorvidt projektet skulle tildeles det ansøgte beløb.
For at støtte projektet med kr. 35.000 stemte flg. 13 personer: Randi Sørensen, Jan Kyrsting, Jens William Grav, Rune Solvang, Lasse Rossen, Eva Damgaard, Ib Wendrup, Ove Løbner, Ole Pedersen, Ole Meldgaard, Anne Duus, Martin Duus og Käte Hommelgaard.
Imod at støtte projektet stemte: Ove Løbner.
Ingen undlod at stemme.

Projektet støttes således med kr. 35.000. Lokaludvalget forventer, at der i projektet skal udarbejdes en plan for den efterfølgende forankring i dialog med lokaludvalget. En forankring, der meget gerne må tage udgangspunkt i lokaludvalgets bydelsplanprojekt om midlertidig anvendelse af industriområder.
Til top