Puljeansøgning: AmagerVærk fra Sundbyernes handelsforening/Amager Butikkerne
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 30.000 kr. til ”AmagerVærk”
Problemstilling
På vegne af Amager Butikkerne/Sundbyernes Handelsforening har Jane Enevoldsen søgt om 59.000 kr. i støtte til ”AmagerVærk”.
AmagerVærk er et kulturarrangementet, som har til formål at sætte fokus på og synliggøre Amagers lokale billedkunstnere og deres værker, samt understøtte samhørighedsfølelsen og fællesskabsfølelsen på tværs af alder, køn, sociale forhold, erhverv etc. hos Amagers lokale befolkning. Ansøger ønsker at inddrage folkeskolen med øje på folkeskolens fælles faglige mål, samt understøtte den kreative læring.
Der søges støtte til modul 1, som er Amagers første lokale kunstuge, der afholdes fra mandag d. 25. april. Det er hensigten, at denne uge skal blive et årligt event, hvor der fra år til år sætters fokus på kunstens forskellige genrer. I år er der fokus på malerier og collage.
Der søges ikke til modul 2, men kort beskrevet er det en videreførelse af AmagerVærk henover sommerhalvåret med Containerkunst på udvalgte lokationer på tværs af Amager.
Ansøger samarbejder med 10 lokale biblioteker og kulturhuse på tværs af Amagers kommuner, der hver især udstiller op til fem lokale kunstnere, altså 50 lokale kunstnere i alt.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 118.00 kr. hvoraf egenfinansiering udgør 30.000 kr. som er konsulenttimer.
Ansøger søger ligeledes Amager Vest Lokaludvalg om 59.000 kr.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 30.000 kr.
Begrundelse: Projektet er nyskabende og med til at synliggøre lokale kunstnere på Amager.
Der var i BIFUK-arbejdsgruppen forskellige holdninger til dette projekt, dels fordi projektet rækker udover 2300 S. Et mindretal ønskede derfor ikke at støtte projektet.
Økonomi
Der er søgt om 59.000 kr. af 2022-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 30.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. juni 2022.
Beslutning
Der blev stillet forslag om at støtten gives under forudsætning af, at der kommer mindst to udstillingssteder i Amager Øst. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: Sven Løntoft, Frank Lambert, Tom Christensen, Hanne Kusiak, Nanna Tofte, Rune Solvang, Ole Meldgaard, Lasse Rossen, Iben Lindemark, Marianne Moegreen, Randi Sørensen, Susanne Møller.
Imod stemte: Keith Gray, Jens William Grav.
Undlod at stemme: Ane Jette Thomsen, Bente Lildballe, Jørgen Mark Pedersen.
Indstillingen blev dermed vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 30.000 kr.