Intern puljemiddelansøgning: Kvartermanager (Amagerbrogadegruppen)
Indstilling og beslutning
Formanden indstiller til Amager Øst lokaludvalg,
At lokaludvalget drøfter og vedtager involvering i projekt ”Kvartermanager” – herunder eventuel afsættelse af rammebeløb - på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen ”Amagerbrogade som strøg- og handelsgade”.
Problemstilling
Amager Øst lokaludvalgs sekretariat har den 11. januar 2013 modtaget en mail fra Københavns Erhvervsservice, under Teknik- og Miljøforvaltningen.
Af mailen fremgår det, at de københavnske lokaludvalg får muligheden for at søge midler fra en pulje på 300.000 kr. til en ”kvartermanager”.
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har afsat 300.000 kr. til afprøvning af konceptet ”Kvartermanager”, som sigter på at skabe et levende og spændende butiksliv i københavnske strøggader.
”Kvartermanageren” har til opgave at:
· Skabe fælles fodslag indadtil blandt de handelsdrivende,
· kommunikation og PR udadtil,
· fremhæve handelsområdets styrker og profil,
· Koordinere events og aktiviteter.
Derudover skal kvartermanageren i samarbejde med lokale aktører udtænke og gennemføre innovative eksperimenterende initiativer, som kan berige lokalområdet og udvikle strøggaden til en livlig handelsgade. Kvartermanageren skal således gennem sit arbejde skabe et interessentfællesskab og/eller et forpligtende partnerskab blandt interessenter i lokalområdet, herunder lokaludvalg, handelsforening, udlejere af erhvervslokaler og evt. det lokale indkøbscenter. Interessentfællesskabet/partnerskabet har til formål at bidrage til en erhvervsmæssigudvikling af det pågældende område.Sekretariatet har først meget sent fået lejlighed til at diskutere ”kvartermanager” med hhv. Tovholder-kredsen og ”Amagerbrogade-gruppen”. I den forbindelse blev det besluttet, at sekretariatet retter henvendelse til Amager Vest Lokaludvalg, Sundholmskvarterets Områdeløft og handelsstandsforeningen mhp. at udfærdige en fælles ansøgning. Ansøgningen er således ved at blive udarbejdet i skrivende stund og kan derfor ikke udsendes med denne dagsorden.
Ansøgningen til ”kvartermanager” vil dels blive omdelt i papirform på Lokaludvalgsmødet, dels rundsendt pr. mail til jer, forud for Lokaludvalgsmødets afholdelse.
Løsning
At lokaludvalget drøfter og vedtager involvering i projekt ”Kvartermanager” – herunder eventuel afsættelse af rammebeløb - på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen ”Amagerbrogade som strøg- og handelsgade”.
Økonomi
Beslutning
Lokaludvalget stemte om forslaget.
For at ansøge om kr. 150.000 stemte 1 person: Karl Vogt-Nielsen.
Imod at ansøge om kr. 150.000 og i stedet søge om det fulde beløb stemte flg. 18 personer: Michael Christensen, Alexander Jockers, Rune Solvang, Lasse Rossen, Casper Mortensen, Ib Wendrup, Jens Green Jensen, Steen Olesen, Hans Jørgen Møller, Jan Kyrsting, Svend Aage Sørensen, Randi Sørensen, Ove Løbner, Martin Duus, Anne Duus, Eva Damgaard, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.
Ingen undlod at stemme.
Lokaludvalget søger dermed om hele Kvartermanager-puljen på kr. 300.000.
Det blev drøftet, hvorvidt det ville være mere hensigtsmæssigt at anvende udtrykket konsulenttilknytning fremfor udtrykket ansættelse.
Desuden blev der gjort opmærksom på en diskrepans i tidsplanen netop vedrørende ansættelse/konsulenttilknytning.
Med disse kommentarer tilsluttede lokaludvalget sig uden afstemning, at sekretariatet indsender ansøgning til Kvartermanagerpuljen mandag den 28.1.2013.