Mødedato: 23.11.2023, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Beslutning: Godkendelse af Miljøpunkt Amagers 4-årsplan

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller

1. at lokaludvalget godkender 4-årsplanen for Miljøpunkt Amager 2024-2027, og

2. at lokaludvalget afsætter 650.000 kr. af 2024-puljemidlerne til Miljøpunkt Amager jf. det i årsplanen skitserede budget.

Problemstilling

Miljøpunkt Amager har på baggrund af dialog med borgere og lokaludvalget i efteråret 2023 færdiggjort sin 4-årsplan for 2024-2027.

4-årsplanen er opdelt tematisk i fire indsatsområder. Indenfor indsatsområderne gør Miljøpunkt Amager en særlig indsats for at skabe resultater og opmærksomhed om det lokale miljøarbejde. Det skal ses som en helhedsorienteret plan, hvor der sigtes på at skabe synergier mellem projekterne. De fire indsatsområder er:

  • Blå og grøn bynatur
  • Grønne handlefællesskaber
  • Ren luft
  • Cirkulært hverdagsliv

Proces:

I forbindelse med udarbejdelse af 4-årsplanen har Miljøpunkt Amager udarbejdet et spørgeskema, der er sendt ud via Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalgs borgerpaneler, via nyhedsbreve og sociale medier.

Lokaludvalgets Miljø og Klima-arbejdsgruppe har på sine møder i september, oktober og november drøftet input og udkast til 4-årsplanen.

Løsning

1. at lokaludvalget godkender to-årsplan 2024-2027 for Miljøpunkt Amager

2. at lokaludvalget afsætter 650.000 kr. af 2024-puljemidlerne til Miljøpunkt Amager jf. det i årsplanen skitserede budget.

Økonomi

Der afsættes 650.000 kr. af 2024 puljemidlerne til Miljøpunkt Amagers arbejde i 2024.

Midlerne afsættes som supplement til det årlige driftstilskud til Miljøpunkt Amager som i 2024 udgør 822.804 kr. Driftstilskuddet er udmøntet til lokaludvalget på en særlig bevilling via sekretariatsmidlerne.

Beslutning

Lasse Rossen erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandling af punktet.

Centerleder Dorte Grastrup-Hansen redegjorde for hovedtræk i planen.

Lokaludvalget stillede opklarende spørgsmål. Der var ønske om mere fokus på biodiversitet og affaldssortering lokalt i f.eks. gårde i bydelen. Miljøpunktet tog ideerne til efterretning.

Der blev stillet forslag om, at der på side 14 tilføjes, at den årlige festival/konference afholdes i samarbejde med lokaludvalget. 

Lokaludvalget stemte om indstillingens pkt. 1, godkendelse af det bilagte udkast til 4-års plan. Punktet blev vedtaget (16 for, 1 imod, 1 undlod)

For stemte: Nanna Tofte, Trine Stausgaard Munk, Bente Lildballe, Grith Pontoppidan, Ole Pedersen, Sven Løntoft, Frank Lambert, John Møller Jørgensen, Rune Solvang, Hans Møller, Jørgen Mark Pedersen, Marianne Moegreen, Peer Harpøth, Randi Sørensen, Ole Buch, Susanne Møller.

Imod stemte: Jens William Grav.

Undlod: Martin Hein.

4 års planen blev dermed godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev vedtaget uden afstemning. Der afsættes 650.000 kr. af 2024-puljemidlerne til Miljøpunkt Amagers aktiviteter i 2024.

Til top