Mødedato: 23.11.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Helenes gå fællesskab - Bryd mønsteret

Helene G. Thygesen søger støtte til workshops.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 2.160 kr. af 2017-puljemidlerne og 19.070 kr. af 2018-puljemidlerne til ”Bryd mønsteret”.

Problemstilling

Helene Guckelberger Thygesen har søgt om 4.160 kr. i støtte af 2017-puljemidlerne og 53.070 kr. af 2018-puljemidlerne til "Helenes gå fællesskab – Bryd Mønsteret."

Helene Guckelberger har i februar 2017 startet et gå-fællesskab på Amager Strand. Gåturene afholdes to gange ugentligt og er gratis at deltage i. Alle voksne er velkomne. Deltagerne taler sammen om eksempelvis svære livsoplevelser, kriser, ensomhed, overvægt, skilsmisser, konflikter i familien m.v. Ansøger sørger for at ingen går alene, samler gruppen og inkluderer de ekskluderede. Helene Guckelberger er uddannet socialpædagog, life coach, systemisk opstiller samt arbejdslyst konsulent.

I dag er der 269 medlemmer i gruppen. Der er desuden afholdt 8 workshops med temaet ”Bryd Mønsteret”. Workshops’ene består af 4 timers planlagt undervisning / workshop, hvor deltagerne arbejder med det, der hindrer dem eller står i vejen for, at de kan nå deres mål eller ønsker.

Ansøger har ind til nu gjort alt dette frivilligt, men bruger meget tid på det. Workshops har tidligere været gratis for undervisningen, men med betaling der dækkede lokaleleje. Den lave deltagerbetaling for disse workshops skyldes, at deltagerne ofte står i en dårlig økonomisk situation grundet arbejdsløshed, sygemelding m.v.

Lokaludvalget søges om støtte til to workshops i 2017 og 10 workshops i 2018, som afholdes i Kvarterhuset. Der søges til lokale, forplejning, materialer og forberedelse/afvikling. Indholdet af workshops i 2018 vil være: 5 workshops om 'Bryd mønsteret', 3 workshops om 'Nå dine mål og drømme' og 2 workshops om 'Find din indre styrke'.

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen pr. email og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 2.160 kr. i 2017 og 19.070 kr. i 2018.

Arbejdsgruppen har stor sympati for arrangementerne og vil gerne støtte de udgifter, som deltagerne skal betale. Der ydes ikke støtte til reklame, forberedelse/undervisning eller gåture.

Økonomi

Der er søgt om 4.160 kr. af 2017-puljemidlerne og 53.070 kr. af 2018-midlerne
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 2.160 kr. i 2017 og 19.070 kr. i 2018.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering for 2017-delen være sekretariatet i hænde senest den 5.1.2018. For 2018-delen er fristen 31.12.2018.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der afsættes en underskudsgaranti på kr. 2160 af 2017 puljemidlerne samt en underskudsgaranti på kr. 19.070 af 2018 puljemidlerne.

Lokaludvalget bemærker som yderligere motivation for tildelingen af støtte, at målgruppen er en særlig udsat gruppe, og at initiativtageren er en lokalildsjæl.

Til top