Puljeansøgning: Amager møder Kairo på gulvet
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 10.000 kr. til ”Amager møder Kairo på gulvet”.
Problemstilling
På vegne af Commedia School har Ruth Lerche søgt om 10.000 kr. i støtte til "Amager møder Kairo på gulvet – Dansk-Egyptisk scenekunstudveksling".
Projektet giver 18 unge scenekunstnere fra hhv. Commedia School på Strandlodsvej, Amager, og Nahda Arts School i Egypten mulighed for at mødes i en kulturel og scenekunstnerisk udveksling. Projektet vil kulminere i 2 gratis forestillinger på Amager, hvor ansøger vil invitere forskellige etniske og dansk etniske borgere bosat på Amager. Der forventes 75-125 tilskuere til forestillingerne, hvor alle er velkomne.
Projektforløbet finder sted i december 2017, hvorunder der indgår et ophold i Kairo af 14 dages varighed. Den fælles forestilling, der afslutter træningen, opføres to gange i Kairo i slutningen af december. Derudover vil en dansk version af forestillingen opføres foreløbigt 2 gange i 5. og 6. januar 2018.
Om ansøger: Commedia School er Nordens ældste internationale og fysiske teaterskole grundlagt i 1978. Skolen er en toårig fysisk orienteret skuespilleruddannelse og har 12-15 studerende på hver årgang. Der undervises i masker, mime, commedia dell’arte, klovn, cabaret, tragedie og buffon. Skolens elever kommer fra hele verden. Qua den internationale profil, er det skolens mål, at skabe bro og møder mellem forskellige kulturer. Skolen har haft til huse i Amager Øst siden 2015. Læs mere på www.commediaschool.com.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 122.717 kr. Lokaludvalget søges om støtte til fremstilling af masker.
Projektet har indtil videre modtaget midler fra Dansk Egyptisk Dialog Center og Interkulturelt Center, som dækker rejseudgifterne. Udover AØLU ansøger projektet om midler fra Dansk Artist Forbund og DAT. Der er en egenfinansiering på i alt 12.717 kr.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Arbejdsgruppen synes det er et godt initiativ at skabe tværkulturel forståelse, og projektet har en høj grad af medfinansiering.
Økonomi
Der er søgt om 10.000 kr. af 2017-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 5.1.2018.