Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (2015-midler): Little Ears

Mads Maaløe-Jørgensen søger støtte til børnejazzklubben Little Ears.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 10.250 kr.

Problemstilling

På vegne af Børnejazzklubben har Mads Maaløe-Jørgensen den 23. september 2014 søgt om kr. 25.000 i støtte til Little Ears. Projektet omfatter Koncerter for børn og netværksarbejde med forældre/ledsagere. Målgruppen er børn ml. 1-3 år og deres forældre/ledsagere og ansøger håber på 100-150 deltagere pr. arrangement. Projektet finder sted i Børnekulturhus Ama'r fra 1.3.-1.11.2015 og er planlagt til at forløbe over to år med fire arrangementer årligt.

Den primære målsætning med Little Ears er at etablere en tidlig og god kulturtradition med forældre og børn ud fra en antagelse om, at jo tidligere forældre påbegynder en ’oplevelsestradition’ med deres børn, jo større er sandsynligheden for, at de fortsætter med at benytte byens musikkulturelle tilbud igennem barnets opvækst. Little Ears fokuserer på leg, kreativitet og fællesskab – i modsætning til talentkonkurrencer som x-faktor og lignende, hvor eneren er i fokus. Projektet er forankret på Amager, hvor Børnejazzklubben i sin tid blev stiftet, og realiseres via et samarbejde med Børnekulturhus Ama'r.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 40.000 til honorarer, pr, materialer og transport. Der budgetteres med en egenfinansiering på kr. 5.000 og deltagerbetaling på kr. 10.000 (60-100 kr. pr. gang eller halv pris for medlemmer). Der er endvidere ansøgt om kr. 5.000 hos JazzDanmark til at producere en oplysningsvideo og som støtte til musikerhonorarer (beløbet indgår ikke i vedlagte budget).

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 10.250 kr.

BIFUK ønsker ikke at støtte udgifterne til intern løn. Da projektet er for alle Amagers børn, bør Amager Vest Lokaludvalg (AVLU) også ansøges om støtte. Der er i støttebeløbet taget udgangspunkt i at AVLU støtter halvdelen af udgifterne. 

Økonomi

Der er søgt om kr. 25.000 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilges en underskudsgaranti på kr. 10.250.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. december 2015.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der tildeles støtte på ialt 10.250 kr af 2015 puljemidlerne.
Til top