Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Svævebane på Bredegrund Byggelegeplads

Erik Lerbech søger støtte til en svævebane på Bredegrund Byggelegeplads.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 8.000.

Problemstilling

På vegne af Bredegrund Byggelegeplads søgte Erik Lerbech den 11. september 2014 om kr. 8.000 i støtte til materialer til en svævebane.

Bredegrunds gamle svævebane er efter 35 års virke revet ned. I forbindelse med nedrivningen af den gamle svævebane viste det sig nødvendigt at renovere et meget større område af sikkerhedsmæssige årsager. De penge, der var øremærket til svævebaneprojektet til materialer, er i stedet blevet brugt til renovering af legepladsens meget populære "jorden er giftig"-område". Frem til 31.12.2014 har Bredegrund fået bevilget en ekstra person til at hjælpe med det omfangsrige projekt, men som situationen ser ud nu, kan byggeriet af svævebanen grundet manglende økonomi først komme i gang i det nye år, og så har de ikke personen til at hjælpe sig.
Bredegrund Byggelegeplads er en offentlig, bemandet legeplads.

Lokaludvalget har d. 17.3.2011 bevilget kr. 30.000 i støtte til at bygge en parkourbane på Bredegrund Byggelegeplads.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 8.000.

Støtten gives på grund af de særlige omstændigheder der beskrives i ansøgningen. Legepladsen bruges af rigtig mange børn og institutioner og mange borgere vil få glæde af svævebanen.

Sekretariatets bemærkninger: Af lokaludvalgets puljemiddelkriterier for Almenpuljen vedtaget den 19.6.2014 fremgår det, at lokaludvalget ikke støtter:
"5. Foreningers og kommunale institutioners aktiviteter og projekter som hører til institutionens kerneydelser og som sådan burde finansieres af foreningens eller institutionens budget.
6. Aktiviteter hvor der søges om anlægsmidler eller redskaber eller hjælpemidler (fx pc’er), der normalt hører under institutionens driftsområde."

Efter sekretariatets vurdering er det således i strid med lokaludvalgets nuværende puljemiddelkriterier at tildele støtte til projektet.

Økonomi

Der er søgt om kr. 8.000 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 8.000.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede sekretariatets bemærkninger. Lokaludvalget mener ikke, der er tale om institutionens kerneydelse og ser derfor ikke projektet som værende i strid med puljemiddelkriterierne.

Der blev begæret afstemning om indstillingen:

Ib Wendrup undlod at stemme. De resterende stemte for.

Indstillingen blev vedtaget og der ydes støtte på ialt 8.000 kr af 2014 puljemidlerne.
Til top