Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Madklubben Jorden Rundt

Irene Foldsach søger støtte til Madklubben Jorden Rundt.

Indstilling og beslutning

BIFUK- og SOSU-arbejdsgrupperne indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Problemstilling

På vegne af Madklubben Jorden Rundt søgte Irene Foldsach den 23. september 2014 om kr. 11.835 i støtte til udarbejdelse af et formidlingsmateriale om Madklubben Jorden Rundt.
Madklubben Jorden Rundt er en nystartet madskole på Amager, sat i værk sammen med et netværk af kvinder med forskellige kulturelle baggrunde. Ideen er, at kvinderne laver mad på skift, og sammen med kokken Benjamin Carlsen og projektleder Irene Folsach, udvikler et madskolekoncept, hvor det nordiske køkken møder det verdenskøkken, der allerede lever lokalt på Amager. Kurset udbydes som aftenskoletilbud igennem oplysningsforbundet NETOP København og holder til i skolekøkkenet på Sønderbro Skole.  

Baggrund: Projektet startede i efteråret 2013, i samarbejde med Amagerbro Helhedsplan og Sundholmskvarterets Områdeløft og er et beskæftigelsesrettet partnerskab mellem et aftenskoleforbund og det boligsociale felt. Projektet er endnu i sin opstartsfase, men er kommet godt fra start med 15 deltagere med baggrund i Somalia, Pakistan, Tyrkiet, Irak og Palæstina. Deltagerne får bevilget gratis uddannelsesforløb på madskolen via Københavns Kommunes udviklingspulje.

Formålet med den folder, der skal udarbejdes, er at give kvinderne de bedst mulige redskaber til at fungere som madskolens ambassadører. Kvinderne har en stor selvsikkerhed i at sammensætte et smagfuldt måltid og målet er at understøtte disse ressourcer og gøre dem synlige. Folderen vil også fungere som invitation til aftenskolekursister, og være et oplæg til lokale samarbejdspartnere, grossister og relevante netværk, der ønsker at støtte op om og sammentænke aktiviteter, der fremmer udviklingen af et ressourcestærkt og bæredygtigt lokalsamfund på Amager.

Aftenskoleforbundet støtter projektet med 2.800 kr. til intern løn. Amager Vest Lokaludvalg ansøges om kr. 11.835 i lighed med Amager Øst.

Løsning

BIFUK- og SOSU-arbejdsgrupperne har drøftet ansøgningen og indstiller at der ikke tildeles støtte til projektet.

Da vi ser det, der søges støtte til, som en hvervekampagne for et oplysningsforbund, ser vi det ikke som lokaludvalgets opgave at finansiere folderen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 11.835 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgrupperne har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.

Beslutning

Randi sørensen fremlagde sit ændringsforslag om at støtte projektet.

Der blev stillet forslag om at støtte projektet med det ansøgte beløb: 11.835 kr.

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For ændringsforslaget om at støtte projektet med 11.835 kr stemte: Käte Hommelgaard, Svend Aage Sørensen, Randi Sørensen, Bente Lildballe, Lasse Rossen, Ole Melgaard, Ole Pedersen.

Imod ændringsforslaget stemte: Per Lönn-Christensen, Steen Olesen, Ib Wendrup, Carsten Sahl Mortensen, Bruno Jacobsen, Jens William Grav, Eva Damgaard.

Følgende undlod at stemme: Rune solvang, Iben Lindemark, Sten Lykkebo.


Der var således stemmelighed hvorfor ændringsforslaget ikke blev vedtaget.

Projektet tildeles sålledes ikke støtte.
Til top