Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Skatte og hemmeligheder ved Prags Boulevard

Peter Tommila søger støtte til ”Skatte og hemmeligheder ved Prags Boulevard”.

Indstilling og beslutning

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller,

1) at Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Problemstilling

Peter Tommila søgte den 23. september 2014 om kr. 48.720 i støtte til ”Skatte og hemmeligheder ved Prags Boulevard”. Projektperioden er fra 25.10.- 25.12.2014. Den primære aktivitet er en skattejagt i Holmbladsgadekvarteret, hvor de besøgende har mulighed for at opleve spændende steder og aktiviteter indendørs og udendørs. 

Projektet henvender sig i første omgang til dem der bor, arbejder eller skaber i Holmbladsgadekvarteret. Men alle er velkomne. Ansøger vil i første omgang opsøge de "kreative zoner" i området: PB43, Chokoladefabrikken, Another Space og flere andre, men vil bestræbe sig på at finde frem til flere. Formålet med projektet er at 1. Stimulere synergi mellem de kreative zoner, 2. Skabe rum for kreativ vækst i området, 3. Belyse områdets kreative og sociale potentiale for samskabelse.

Aktiviteten er som udgangspunkt en "Skattejagt", hvor et besøgende publikum tager rundt i området og oplever forskellige dele af området. Tematikken vil være "LUX - Lys i Mørke ved Prags Boulevard". En passende aktivitet i juletiden, men ikke med det danske/kristne fokus på jul - mere det universelle koncept om Lys i Mørke. Hvis ansøger får de nævnte grupper og individer engageret i det, vil selve den kreative proces sammen med dem være den vigtigste del af projektet. Det er i selve samskabelsen af projektet at de tre hovedformål bliver opfyldt. Processen vil foregå gennem november måned og manifesteres i en fælles aktivitet i december, hvor hele kvarteret + hele byen inviteres.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 53.720. Der vil til den afsluttende aktivitet i december måned tages entré på 50-100 kr. fra de besøgende, hvorfor der er budgetteret med en indtægt på kr. 5.000.
Ud over de i budgettet nævnte timer, vil ansøger selv og de deltagende lægge mange frivillige arbejdstimer i projektet.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at der ikke tildeles støtte til projektet.

Projektet lyder spændende, men vi finder at projektet på nuværende tidspunkt er for lidt gennemarbejdet og at der mangler aftaler med samarbejdspartnerne. På det foreliggende grundlag kan vi derfor ikke støtte. 

Økonomi

Der er søgt om kr. 48.720 af 2014-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der ydes ikke støtte til projektet.
Til top