Puljeansøgning: Jul på Hjul
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen giver afslag til ”Jul på hjul”.
Problemstilling
På vegne af Frøken Frikas Klasikkerkuffert har Marie Louise Cornelius søgt om 13.500 kr. i støtte til ”Jul på Hjul”.
Der søges om støtte til opførelse af fem forestillinger på skoler og institutioner i Amager Øst i løbet af november og december. Målgruppen er de store børnehavebørn samt de nye skolebørn fra ca. 4 år og op. 300 børn og pædagoger kan forventes at få glæde af opførelserne.
Forestillingerne tager udgangspunkt i et juleeventyr og har til formål at understøtte læselysten hos børnene og give pædagogerne nye idéer til at inddrage litteraturen i børnenes dagligdag. Ansøger spiller selv alle rollerne og i forestillingerne spiller børnene også selv med i historierne.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 15.000 kr. Egenfinansiering: 1.500 kr. Projektet har været opført i Amager Vest tidligere.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Projektet er ikke netværksskabende, og der er ikke indgået aftaler med konkrete samarbejdspartnere endnu.
Økonomi
Der er søgt om 13.500 kr. af 2021-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. december.