Drøftelse: Opfølgning på budget 2022
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget drøfter resultaterne af budgetforhandlingerne 2022.
Problemstilling
Den 9. september indgik alle partier i Københavns Borgerrepræsentation undtagen Konservative en aftale om kommunens budget for 2022. Lokaludvalget havde forud for budgetforhandlingerne indsendt 19 ønsker til politikerne.
Af lokaludvalgets ønsker er der afsat midler til tre:
- Kunstudsmykning på Nordøstamager Skole
- Øget vagtrundering, Kløvermarkens Idrætsanlæg
- Udvidelse af parkeringszonerne i København – oprettelse af 15 tidsbegrænsede parkeringszoner
I bilagene findes listen over lokaludvalgets ønsker, en oversigt over hvilke projekter der er afsat midler til i Amager Øst, samt et overblik over ønsker og bevillinger (afsatte midler).
Løsning
Lokaludvalget drøfter resultaterne af budgetforhandlingerne, hvilken strategi vil være hensigtsmæssig til kommende budgetforhandlinger og hvordan kan der arbejdes videre med de øvrige ønsker (f.eks. ved ønsker til overførselssagen marts 2022).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede sagen.
Det blev bemærket, at Krimsvej ikke er med i de parkeringszoner der er foreslået.
Det blev foreslået at tage ønskerne op i arbejdsgrupperne og arbejde videre med, hvad der kan være strategien for de enkelte projekter. Der bør tilknyttes medlemmer af lokaludvalget til de forskellige projekter.
Det blev foreslået at lokaludvalget allerede nu går i gang med at arbejde med ønsker til overførselssagen, så der i god tid kan blive udarbejdet budgetnotater.
Der blev udtrykt ønske om at sekretariatet undersøger, hvilke af lokaludvalgets ønsker der er udarbejdet budgetnotater på.