Mødedato: 23.05.2024, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Input til fysiske forbedringer i Amager Strandpark 2025

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalget indstiller,

at lokaludvalget drøfter input til Parkbrugerrådet for Amager Strand vedr. fysiske forbedringer i Amager Strandpark 2025

Problemstilling

På Parkbrugerrådsmødet for Amager Strandpark i september 2024 skal der prioriteres midler til fysiske forbedringer i 2025. Medlemmerne af Parkbrugerrådet opfordres til at tale med de foreninger og organisationer, som de repræsenterer, og at indsende ideer allerede nu.

Fristen for at indsende forslag er d. 9. august.

Pt. er der to forslag på listen. Et medlem af Parkbrugerrådet har foreslået, at man i 2025 prioriterer en trappe, der sikrer bedre adgang mellem børnestranden og Lagunebroen.

Teknik- og Miljøforvaltningen har foreslået, at der etableres en landgangsbro og et opholdsområde ved Havkajakvej. Området skal være et opholdsområde for kajak- og SUP brugere, hvor man kan klargøre og isætte fra. Området skal indrettes med et kajakstativ og vandhane til rengøring af udstyr. Der skal også være grønne planter og opholdsmøbler så området inviterer til ophold.

Løsning

Miljø og klima arbejdsgruppen har drøftet sagen på sit møde i maj. Der blev stillet forslag om en opdeling af cykler og gående på vejen ved broen over til Helgoland. Evt. en markering med en stribe på vejen. Der var i arbejdsgruppen blandede holdninger til dette forslag. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Rammen for fysiske forbedringer i Amager Strandpark i 2025 er kr. 327.321.

Videre proces

Lokaludvalgets repræsentant i parkbrugerrådet sender lokaludvalgets forslag til forvaltningen.

Beslutning

Det blev præciseret, at der var forslag om opdeling af både broen til Helgoland og Kilometerbroen. Opdelingen kan evt. laves som forsøgsordning.

Der var ikke flertal for at foreslå en opdeling af broerne i Amager Strandpark.

Til top