Mødedato: 23.05.2024, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Hjælp til selvhjælp

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller

at Lokaludvalget bevilger 4.000 kr. af 2024-puljemidlerne til ansøgningen 'Hjælp til selvhjælp for udsatte borgere på Amager'

Problemstilling

Lokaludvalget skal beslutte, om der skal bevilges 4.000 kr. af 2024-puljemidlerne til ansøgningen 'Hjælp til selvhjælp for udsatte borgere på Amager' fra Næstehjælperne Amager.

Foreningen Næstehjælperne søger om støtte til deres aktiviteter herunder udflugt med børn, diverse arrangementer og forsikring af ladcykel. Foreningen har 4.000 medlemmer i sin Facebook-gruppe, hvor udsatte borgere i Amager kan bede om konkret hjælp, hvilket bliver forsøgt imødekommet af foreningens ’Næstehjæpere’ – dvs frivillige borgere. Foreningen deler også overskudsmad ud til familier. Der søges 10.000 af et samlet budget på kr. 10.000. 

Arbejdsgruppens indstilling: Ansøgningen er blevet drøftet i SOSU-arbejdsgruppen. Der var her enighed om at indstille ansøgningen til 4.000 kr. i støtte, samt at sætte ansøgningen på lokaludvalgsmødet som A-sag, for at få drøftet ansøgningen bredere.

De 4.000 kr. som SOSU-arbejdsgruppen har indstillet øremærkes budgetposten "udflugt med 10 deltagere fortrinsvist børn" og arbejdsgruppen har ønsket at mindst 8 børn deltager i turen. Derudover har arbejdsgruppen ønsket et udspecificeret budget til denne budgetpost. 

Ansøger er vendt tilbage med en beskrivelse af, hvordan midlerne i budgetposten vil blive brugt. Se vedlagte bilag. Sekretariatet vurderer, at Lokaludvalget kan give støtte til den beskrevne budgetpost såfremt det specificeres, at udflugten skal være åben for alle i den angivne målgruppe, samt at der er tale om børn og borgere fra Amager Øst. 

Løsning

Lokaludvalget bevilger 4.000 kr. af 2024-pujemidlerne til projektet. 

Økonomi

Der afsættes 4.000 kr. af 2024-puljemidlerne til projektet. 

Videre proces

Sekretariatet varetager den videre proces. 

Beslutning

Der blev stillet forslag om at bevilge det ansøgte beløb, 10.000 kr. Forslaget blev vedtaget (13 for, ingen imod, 5 undlod).

For stemte: Rune Solvang, Jørgen Mark Pedersen, John Møller Jørgensen, Frank Lambert, Henrik Hemmingsen, Felicia Fock, Joan Antonsen, Klaus Bruun, Bente Lildballe, Marianne Moegreen, Robert Olsen, Susanne Møller, Lasse Rossen.

Ingen stemte imod.

Undlod at stemme: Grith Pontoppidan, Trine Stausgaard Munk, Martin Duus, Ole Buch, Jens William Grav.

Projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Projektet udtrækkes til stikprøvekontrol og der ønskes en afrapportering af de afholdte aktiviteter.

Til top