Mødedato: 23.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Planlægning af seminar 2019

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget vedtager at afholde 1 dags seminar uden overnatning i efteråret 2019, og

2. at lokaludvalget nedsætter en ad hoc gruppe til planlægning af seminar i 2019.

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har i en årrække afholdt et årligt seminar. De har oftest været afholdt som 1 dags seminarer. I 2018 var seminaret dog 1,5 døgn med en overnatning.

På seminaret kan lokaludvalget få mulighed for at arbejde med særlige emner eller temaer, som det er svært at nå at behandle på de ordinære lokaludvalgsmøder og arbejdsgruppemøder. I 2018 var det primært den interne organisering af lokaludvalget som blev drøftet.

Løsning

Lokaludvalgets arbejdsgrupper har drøftet afholdelsen af et seminar i 2019. Der var generel enighed om, at det er hensigtsmæssigt at afholde et seminar. Der var uenighed om hvorvidt et seminar i 2019 bør afholdes som 1 dags seminar eller 1,5 døgns seminar.

Arbejdsgrupperne havde følgende forslag til indhold på seminaret.

Forslag til temaer:

  • "Hvordan får man folk engageret som ikke er Tordenskjolds soldater?”

  • Hvordan kan lokaludvalget arbejde aktivt med inkludere minoriteter i bydelen

  • ”Snak mere med din nabo” - Hvordan skabes bedre netværk og naboskab

  • Demokrati og borgerinddragelse med udgangspunkt i demokratigruppens arbejde og københavnerdialog-projektet

  • Fokus på projektudvikling - hvad vil lokaludvalget med bydelen

  • Udvikling af Nordøstamager

Forslag til form:

  • Det vil være godt at få gode oplægsholdere udefra
  • Det blev foreslået at bruge spil f.eks. som ”Rettighedsspillet”
  • Flere forskelligartede workshops i løbet af seminaret
  • Afholdes som 1 dags seminar en lørdag fra morgen til aften
  • Afholdes som 1,5 døgns seminar med overnatning
  • Afholdelse lokalt i bydelen
  • Workshops på tværs af arbejdsgrupper

Tovholdergruppen har behandlet de indkomne forslag og foreslår følgende rammer for seminaret

  • Seminaret afholdes som 1 dags seminar
  • Seminaret afholdes lokalt i bydelen
  • Deltagelse på seminaret forbeholdes for medlemmer af lokaludvalget og aktive medlemmer af lokaludvalgets arbejdsgrupper
  • Det maksimale deltagerantal fastsættes til 30 personer ekskl. lokaludvalgets sekretariat
  • Den videre planlægning af seminaret varetages af en ad hoc gruppe i samarbejde med lokaludvalgets sekretariat. Ad hoc gruppen begrænses til 5 medlemmer herunder Ole Meldgaard som repræsentant for formandskabet og Randi Sørensen som repræsentant for tovholdergruppen. Tovholdergruppen foreslår endvidere, at suppleant til lokaludvalget, Nicole Schmitt, deltager i gruppen, da hun i SOSU arbejdsgruppen fremførte en række gode idéer til hvordan lokaludvalget kan række ud og få flere interesseret end de sædvanlige. Tovholdergruppen foreslår, således at der vælges yderligere 2 medlemmer til gruppen blandt lokaludvalgets medlemmer.

  • Datoen for seminaret fastsættes i udgangspunktet til den 5. oktober 2019

Økonomi

Hvis det vedtages at afholde et seminar vil det være forbundet med en udgift på mellem 20.000 kr. 25.000 kr. afhængig af deltagerantal. Udgiften til seminaret afholdes inden for sekretariatsbudgettet.

Videre proces

Hvis indstillingen følges indkalder lokaludvalgets sekretariatet den nedsatte ad hoc gruppe til opstartsmøde snarest muligt.

Beslutning

Der blev stillet ændringsforslag til indstillingens første at-punkt om afholdelse af 1,5 dags seminar.

For stemte:  Jens William Grav.

Imod stemte: Rene Steinvig, Tom Christensen, Bo Jensen, Trine Hertz, Hans Jørgen Møller, Nanna Tofte, Peter Kjær Kristensen, Susanne Møller, Lasse Rossen, Nicki Wassmann Brøchner, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.

Undlod at stemme: Frank Lambert, Bente Lildballe, Bodil Benn Sørensen, Jens Allan Jensen, Rune Solvang, Oksana Gjermstad og Keith Gray.

Der var således ikke flertal for ændringsforslaget og det blev derfor forkastet.

Herefter blev indstillingens første at-punkt vedtaget uden afstemning. Amager Øst Lokaludvalg vedtog at afholde 1 dags seminar uden overnatning i efteråret 2019.

 

Frank Lambert og Tom Christensen meldte sig til planlægningsgruppen og indgår i planlægningsgruppen sammen med Ole Meldgaard, Randi Sørensen og Nicole Schmitt.

Herefter blev indstillingens anden at-punkt vedtaget uden afstemning. Amager Øst Lokaludvalg nedsatte en ad hoc gruppe til planlægning af seminar 2019 med ovenstående medlemmer.

Til top