Mødedato: 23.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Genetablering af Skurvogn

Foreningen Nordlyset søger støtte til genetablering af skurvognen på Prags Boulevard.

Indstilling 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg, 

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 26.580 kr. til ”Genetablering af skurvogn” 

Problemstilling 

På vegne af Foreningen Nordlyset har Teddy Sidelmann Rasmussen søgt om 26.580 kr. i støtte til ”Genetablering af skurvogn".

Skurvognen på Prags Boulevard har siden midten af 90'erne fungeret som værested for bydelens udsatte borgere. I december 2018 brød skurvognen i brand, hvilket ødelagde tagkonstruktion, isolering og el- og vandinstallation. Der søges derfor om støtte til genetablering af skurvognen. Værestedets brugere har selv igangsat renovationen, men for at komme helt i mål er en økonomisk hjælp nødvendig.

Værestedet har 40-50 brugere og heraf en kerne på 20-25 personer, som overvejende er udsatte personer. Brugerne sørger selv for indkøb af byggematerialer, kontakt til håndværker vedr. udskiftning af tagpap samt for at lave alt det praktiske byggearbejde, malerarbejde m.m.. Arbejdet vil foregå i perioden juni-august og afsluttes med et åbningsarrangement for alle interesserede.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 26.580 kr. og der er således ingen egen- eller medfinansiering.

Der har været brand i skurvognen to gange tidligere (2011 og 2013). Amager Øst Lokaludvalg har i den forbindelse bevilget hhv. 54.000 kr. (2012) og 29.500 kr (2013) i støtte til genopbygning af skurvognen. Efterfølgende er der i 2014 bevilget 12.500 kr. i støtte til yderligere istandsættelse.

Lokaludvalget har desuden støttet Foreningen Nordlysets "åbent-hus-arrangementer" i årene 2015-2018.

Løsning 

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 26.580 kr. 

SOSU indstiller at støtte med det ansøgte beløb. Skurvognen har stor betydning som mødested for en udsat gruppe borgere i bydelen og brugerne står selv for at gennemføre projektet.

Økonomi 

Der er søgt om 26.580 kr. af 2019-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 26.580 kr. 

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. september.

 

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 26.580 af 2019-puljemidlerne.
Til top