Mødedato: 23.05.2013, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning: Kræmmermarked på Kastrupfortet (BIFUK)

Greisvejgruppen søger støtte til kræmmermarked på Kastrupfortet.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Greisvejgruppen på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

Erik Brorson har på vegne af Greisvejgruppen søgt om kr. 30.000 i støtte til et kræmmermarked på Kastrupfortet, der skal afholdes den 14.-16. juni 2013. Ansøger forventer 500-1000 besøgende.
Et evt. overskud fra markedet vil gå til lege- og idrætsfaciliteter og forskønnelse af det grønne område på Greisvej.

Ansøger anslår udgifter til markedet til ca. kr. 35.000. Indtægter fra stadeleje og indgangsbilletter kan være op til kr. 50.000, men denne indtægt afhænger af vejret.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 7. maj 2013 og indstiller, at der bevilges kr. 30.000 som underskudsdækning, under forudsætning af at ansøger fremsender et balanceret budget.

Ansøger har efterfølgende i samråd med sekretariatet udarbejdet et revideret budget. De budgetposter, der søges støtte til, er musik og toiletvogne.
Ansøger afholder selv de resterende udgifter.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Greisvejgruppen på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 30.000 af 2013-puljemidlerne.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 17. juli 2013.

Beslutning

Der var enighed om at støtte arrangementet.

Martin Hein foreslog, at støtten gives som en reel underskudsgaranti i forhold til det samlede regnskab, således at arrangementet ikke kan give overskud. Begrundelsen er, at det i ansøgningen er for diffust, hvorledes et eventuelt overskud vil blive anvendt.

Lokaludvalget stemte om i hvilken form, støtten skulle gives:
For at give støtten i form af et tilskud, således at arrangementet kan give overskud stemte flg. 6 personer: Ib Wendrup, Jens Green, Karl Vogt Nielsen , Anne Duus, Ole Pedersen og Ole Meldgaard.
Imod at give støtten som et tilskud stemte flg. 8 personer: Martin Hein, Jens William Grav, Lasse Rossen, Randi Sørensen, Martin Duus, Hans Jørgen Møller, Rune Solvang, Casper Mortensen. Ingen undlod at stemme.

Lokaludvalget stemte derefter om, hvorvidt støtten skulle gives i form af en underskudsdækning i forhold til det samlede regnskab. Dette blev enstemmigt vedtaget.

Der gives således en underskudsdækning på kr. 30.000 i forhold til det samlede regnskab.
Til top