Mødedato: 23.01.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning: PB43 Præsenterer (BIFUK)

Musikforeningen PB43 søger støtte til "PB43 præsenterer"

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Musikforeningen PB43 på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

På vegne af Musikforeningen PB43 søgte Kasper Find den 18. december 2013 om kr. 80.000 i støtte til musikfestivalen PB43 præsenterer... den 17.-18. maj 2014.
PB43 præsenterer... er en nytænkende musikfestival med et musikprogram af høj kunstnerisk kvalitet bestående af 12-15 bands inden for genrer som alternativ indierock, pop og free jazz. På plakaten vil være etablerede, velkendte navne såvel som nye, anmelderroste navne. Festivalen vil medvirke til at sætte Amager på det musikalske Danmarkskort og vække københavnernes nysgerrighed over for det musikalske Amager. Samtidig vil festivalen bidrage til at udvikle det socialt belastede lokalområde i positiv retning ved at give områdets udsatte unge lov til at prøve kræfter som nøglepersoner på festivalen. I samarbejde med Buret og Urbanplanen vil vi opfordre 10-15 unge til at deltage aktivt i festivalen, hvor de kan smage på jobbet som securityvagt eller hjælpe med praktiske produktionsopgaver. Hensigten er at give de unge en chance for at finde motivation for uddannelse og en karrierevej. De primære målgrupper er musikinteresserede mænd og kvinder i alderen 18-60 år, nysgerrige naboer fra lokalområdet samt kultur- og kunstinteresserede mennesker. Entré koster 200 kr. og der forventes 750 deltagere.

Festivalen er netværksskabende, idet ansøger samarbejder med kreative aktører i lokalområdet og vil præsentere lokale bands og kunst/musik fra lokale selskaber. Samt netværksskabende via Ungeprojektet, som ansøger laver i samarbejde med Buret, Urbanplanen samt lokale unge. Håbet er, at festivalen kan være med til at skabe sammenhold og et mere trygt lokalområde.

Det er anden gang festivalen afholdes. I 2013 blev lokaludvalget søgt kr. 65.000 og bevilgede kr. 30.000. Evalueringen fra 2013 kan ses på flg. link:
http://www.aølu.dk/assets/6_Evaluering-Musikfestival-på-PB43.pdf

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 492.800. Der forventes entréindtægter på kr. 70.200. A.P. Møller Fonden har bevilget kr. 75.000, Brebøl Fonden har bevilget kr. 50.000, Københavns Musikudvalg har bevilget kr. 35.000 og Statens Kunstråds Musikudvalg har bevilget kr. 35.000. Der er desuden søgt hos Bodil Pedersen Fonden, Knud Højgaards Fond Oticon Fonden samt OAK Foundation.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 7. januar 2014 og indstiller at støtte med en underskudsgaranti på 30.000 kr. målrettet til ungeindsatsen i projektet.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Musikforeningen PB43 på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 80.000 af 2014-puljemidlerne.

Videre proces

Regnskab og evaluering skal være sekretariatet i hænde senest den 19. juni 2014.

Beslutning

Arbejdsgruppens indstilling blev vedtaget uden afstemning. Der støttes således med en underskudsgaranti på kr. 30.000 målrettet til ungeindsatsen i projektet.
Til top