Mødedato: 23.01.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning: Kom ud af busken (SOSU)

Peder Lykke Centrets aktivitetscenter, Hørgårdens Aktivitetscenter, Aktivitetscentret Sløjfen, Amager Seniorklub og Ældresagen Sundby - Amagerbro søger om støtte til afholdelse af arrangementet 'Kom ud af busken'. 

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af indstillingen fra SOSU-arbejdsgruppen.

Problemstilling

Den 10. december 2013 søgte Kirsten Wahl på vegne af Peder Lykke centrets aktivitetscenter, Hørgårdens Aktivitetscenter, Aktivitetscentret Sløjfen, Amager Seniorklub og Ældresagen Sundby - Amagerbro om 60.000 kroner (heraf 10.000 kroner til evt. underskudsdækning) i støtte til afholdelse af arrangementet 'Kom ud af busken'. Arrangementet henvender sig til borgere over 60 år, der ikke benytter sig af de eksisterende tilbud i lokalområdet. Det afholdes den 28. marts 2014 i Peder Lykke Centrets Cafe, og der forventes et deltagertal på 200.

'Kom ud af busken' skal synliggøre de eksisterende aktivitets- og klubtilbud på Amager og vise de borgere, der ikke benytter sig af tilbuddene, hvilke muligheder de har. Således understøtter arrangementet København Kommunes vision om et rigt og aktiv liv hele livet. Arrangementet vil bestå af forskellige former for underholdning, fællesspisning samt oplysningsboder fra de forskellige kommunale institutioner og frivillige organisationer. Nuværende brugere af aktivitetstilbuddene og klubberne skal udgøre et korps af frivillige, der kan møde deltagerne i øjenhøjde og motivere til at melde sig til et aktivitetstilbud eller en klub. 
For de borgere, der ikke har har mulighed for at transportere sig selv til arrangementet, vil der blive tilbudt gratis kørsel med hjælpere, ligesom hjemmeplejen i området vil blive inddraget som samarbejdspartner for at nå ud til ensomme og inaktive borgere. Desuden vil der blive annonceret over to uger i Amager Bladet. 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 149.481 kroner. Heraf udgøres 20.000 kroner af medfinansiering, og der er søgt om støtte på 50.000 kroner fra Sundheds- og omsorgsforvaltningen og 60.000 kroner fra Amager Vest Lokaludvalg. 

SOSU- arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 7. januar 2014 og indstiller at støtte med en underskudsgaranti på kr. 15.000. I forhold til de effekter, et sådant arrangement kan få, mener vi det er for dyrt et projekt, men vil gerne støtte med et mindre beløb. Vi havde gerne set, at der var en større egenfinansiering fra de deltagende parter, evt. i form af brugerbetaling.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af indstillingen fra SOSU-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 60.000 af 2014-puljemidlerne.

Videre proces

Regnskab og evaluering skal være sekretariatet i hænde senest den 28. april 2014.

Beslutning

Arbejdsgruppens indstilling blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes således med en underskudsgaranti på kr. 15.000.
Til top