Delegation af beslutningskompetence: Afgivelse af bemærkninger ved naboorientering
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1. at lokaludvalget vedtager at give arbejdsgruppen Miljø og Plan kompetence til at afgive bemærkninger til naboorienteringer uden vedtagelse i Lokaludvalget.
Problemstilling
Inden Teknik- og Miljøforvaltningen kan give dispensation fra en lokalplan, skal der gennemføres lovpligtig naboorientering på minimum 2 uger.
Naboorienteringer henvender sig primært til naboer, der er direkte berørt af en eventuel dispensation, men der er i Københavns Kommune indgået aftale om at lokaludvalgene også høres i forbindelse med naboorienteringer.
Teknik- og Miljøforvaltningen giver typisk 3 ugers høringsfrist, hvorfor det ofte vil være umuligt at nå at behandle en naboorientering i arbejdsgruppen Miljø og Plan og få eventuelle bemærkninger vedtaget på et lokaludvalgsmøde.
Sekretariatet har flere gange fået fristudsættelse på besvarelse af naboorienteringer og bemærkninger afgives ofte som betinget af godkendelse på lokaludvalgsmøde.
Af hensyn til sagsbehandlingstider m.v. har Teknik- og Miljøforvaltningen orienteret om, at bemærkninger til naboorienteringer fremover skal fremsendes inden for høringsperioden, eventuelt med få dages udsættelse om nødvendigt.
Løsning
For at imødekomme Teknik- og Miljøforvaltningens høringsfrister for naboorienteringer foreslås det, at lokaludvalget delegerer beslutningskompetence til arbejdsgruppen Miljø og Plan til at vedtage og fremsende bemærkninger til naboorienteringer, hvor høringsfristen umuliggør vedtagelse på et lokaludvalgsmøde.
Ligeledes vil naboorienteringer, hvor høringsfristen ikke muliggør behandling i arbejdsgruppen Miljø og Plan blive behandlet direkte på lokaludvalgsmøde.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis det besluttes at delegere beslutningskompetence til arbejdsgruppen Miljø og Plan, vil arbejdsgruppen fra først kommende møde den 28. november kunne afgive bemærkninger til naboorienteringer uden vedtagelse i lokaludvalget.
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag til indstillingen således at der ved naboorienteringer, som ikke kan behandles på ordinære lokaludvalgsmøde, afholdes ekstraordinære lokaludvalgsmøder.
For stemte: Rune Solvang og Morten Thygesen.
Imod stemte: Rene Steinvig, Frank Lambert, Nicki Wassmann Brøchner, Maj Tellefsen, Bo Jensen, Bente Lildballe, Nanna Tofte, Iben Lindemark, Hans Jørgen Møller, Rasmus Steenberger, Randi Sørensen, Susanne Møller, Keith Gray, Lasse Rossen, Jens William Grav, Ole Meldgaard, Ole Pedersen og Martin Hein.
Undlod at stemme: Ingen
Ændringsforslaget blev forkastet.
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: Bente Lildballe, Rasmus Steenberger, Rune Solvang, Morten Thygesen, Keith Gray, Lasse Rossen, Jens William Grav og Ole Meldgaard.
Imod stemte: Frank Lambert, Nicki Wassmann Brøchner, Maj Tellefsen, Bo Jensen, Nanna Tofte, Iben Lindemark, Randi Sørensen, Susanne Møller, Ole Pedersen og Martin Hein.
Undlod at stemme: Rene Steinvig, Hans Jørgen Møller.
Indstillingen blev forkastet. Amager Øst Lokaludvalg besluttede ikke at delegere kompetence til at afgive bemærkninger til naboorienteringer til arbejdsgruppen Miljø og Plan.