Mødedato: 22.11.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Anmodning om overførsel af puljemiddelbevilling til 2019

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen godkender anmodningen om overførsel af bevillingen på 5.000 kr. til "En nat i Roskilde" til 2019.

Problemstilling

Lokaludvalget bevilgede den 24. maj 2018 5.000 kr. i støtte til opsætning af forestillingen En nat i Roskilde på Teaterkassen i Haveforeningen Vennelyst. Forestillingen skulle opføres i perioden 27.-31. august 2018.

Ansøger har i oktober henvendt sig til sekretariatet og oplyst, at projektet ikke har kunnet gennemføres som planlagt. Det skyldes dels at marketenderiet i haveforeningen, som skulle stå for forplejning til teatergæsterne, i august meddelte at de var gået konkurs. Samtidig var den ene skuespiller blevet ramt af en pludselig opstået høreskade, som gjorde at forestillingen ikke kunne gennemføres.

Planen er nu at udsætte forestillingen til slutningen af maj 2019, hvor marketenderiet er åbnet igen med en ny ejer. Ansøger har derfor anmodet lokaludvalget om en overførsel af bevillingen til 2019.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet henvendelsen og indstiller at ansøgningen om overførsel af de bevilgede midler imødekommes.

Økonomi

Der er søgt om 5.000 kr. af 2019-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet at der bevilges en underskudsgaranti på 5.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. juni 2019.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. 5.000 kr. af bevillingen til "En nat i Roskilde" overføres til 2019.
Til top