Puljeansøgning (2019-midler): Stemmer fra Amager (fortsættelse af projekt)
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 10.000 kr. af 2019-puljemidlerne til Stemmer fra Amager.
Problemstilling
Lokaludvalget bevilgede den 30. august 2018 15.000 kr. i støtte til podcastserien Stemmer fra Amager. Projektets tidsplan strækker sig fra efterår 2018 til juni/juli 2019.
Majken Astrup har nu ansøgt om 10.000 kr. til den del af projektet, der finder sted i 2019.
Formålet med podcastserien, som består af ti afsnit af ca. 15‐20 minutters varighed hver, er at give borgerne på Amager en nem og gratis mulighed for at lære deres lokalområde bedre at kende, forstå hvordan øen er endt hvor den er og blive inspirerede til at udforske den.
Projektets samlede budget er på 113.000 kr. Ind til videre er der opnået finansiering for 45.000 kr. Ansøger arbejder på ansøgninger til yderligere finansiering fra bl.a. Dragør Kommune.
Løsning
BIFUK- arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der bevilges en underskudsgaranti på 10.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
BIFUK har tidligere været positive overfor projektet og vil gerne støtte fortsættelsen med det ansøgte beløb. Projektet har potentiale til at nå en gruppe vi ikke normalt når ud til.
Økonomi
Der er søgt om 10.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. august 2019.
Beslutning
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: Maj Tellefsen, Bente Lildballe, Nanna Tofte, Hans Jørgen Møller, Rune Solvang, Morten Thygesen, Randi Sørensen, Susanne Møller, Keith Gray, Lasse Rossen, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.
Imod stemte: Martin Hein, Nicki Wassmann Brøchner og Jens William Grav.
Undlod at stemme: Rene Steinvig, Frank Lambert og Iben Lindemark.
Indstillingen blev vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr.10.000 kr. af 2019 puljemidlerne.