Ekstern puljemiddelansøgning: Amagerbro familieklub 2. sæson (2013-midler)(BIFUK)
Helle Hussmann søger støtte til Familieklub 2. sæson.
Indstilling og beslutning
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Helle Hussmann på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.Problemstilling
På vegne af Amagerbro Kultur søgte Rikke Larsson Träff d. 22. oktober 2012 om kr. 19.000 i støtte til Familieklub 2. sæson. Formålet er at præsentere børnefamilier for de kulturtilbud, som findes rundt omkring på Amager. Målgruppen er børnefamilier med børn i alderen 3-12 år. Der er planlagt 5 arrangementer fra januar til maj 2013, samt en sommerafslutning i juni.
Familieklubben fik på LU-mødet i april 2012 bevilget 20.250 kr. til de planlagte aktiviteter i 2012.
På baggrund af erfaringerne fra 1. sæson, vil medlemskabet af familieklubben kunne købes i form af et klippekort til 100 kr., der kan bruges til dels en række skræddersyede arrangementer for familieklubben, dels som rabatkort til Amagerbro Kulturs øvrige kulturarrangementer. Den beskedne pris skal sikre, at mindre velstillede familier har mulighed for at være med. Ønsker fra brugerne om tilmelding og betaling via internettet søges imødekommet, for således at opnå en øget tilslutning. Familieklubben har i 1. sæson 16 medlemmer, mens der er 44 venner på Facebook.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 26.000. Der er en egenfinansiering på kr. 7.000, herunder kr. 5.000 fra salg af ”klippekort”.
BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 6. november 2012 og indstiller, at ansøgningen ikke imødekommes. Lokaludvalget stillede ved behandling af ansøgningen til familieklubbens 1. sæson den 26. april 2012 krav om, at ansøger i evalueringen skal redegøre for, om samarbejdet mellem familierne er lykkedes. Den fremsendte foreløbige evaluering peger på, at man langt fra har nået de mål, man havde sat sig.
Løsning
At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Helle Hussmann på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.
Økonomi
Der er søgt om kr. 19.000 af 2013-puljemidlerne.