Mødedato: 22.06.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Kløverparken tillæg til lokalplan samt kommuneplanstillæg

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen

2. At Amager Øst Lokaludvalg godkender det bilagte udkast til høringssvar

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget høring vedr. Kløverparken - tillæg 2 til lokalplan samt kommuneplantillæg. Høringsfristen er den 28. juni 2017. Amager Øst Lokaludvalg har tidligere haft sagen i intern høring, samt afgivet høringssvar i forbindelse med høring vedr. tillæg 1 (Fodboldfabrikken). Tillæg 1 aflyses som konsekvens af tillæg 2, idet det nye tillæg vedrører samme område.   

Baggrunden for høringen er, at flere grundejere har anmodet om, at der tilvejebringes et nyt plangrundlag, for et område beliggende på Nordøstamager mellem Kløvermarksvej, Raffinaderivej og Prags Boulevard. Området udgør 15,9 ha og er omfattet af lokalplan nr. 136 ’Kløverparken’, der fastlægger området til industri i overensstemmelse med Kommuneplan 2015. I kommuneplanens rækkefølgeplan er området udlagt til perspektivområde, hvorfor byudvikling først kan finde sted efter 2027. Flere grundejere har anmodet om, at der tilvejebringes et nyt plangrundlag, der muliggør mere fleksibel anvendelse af deres ejendomme, såsom konferencer, messer og andet serviceerhverv, herunder til virksomheden TAP1’s aktiviteter. Der er tale om ejendomme, der ikke længere anvendes til industri. Bygningerne står derfor tomme eller er svære at udleje.

Indhold af lokalplanstillæget

Lokalplantillægget omfatter to underområder, jf. tegning nr. 1 i bilag 1. Område I er ikke bebygget og kan efter gældende lokalplan anvendes til industri. Område II omfatter ejendomme med en eksisterende bygningsmasse. Lokalplantillægget giver mulighed for en mere mangfoldig og fleksibel anvendelse af områdets tomme bygninger og ubebyggede arealer ved at indarbejde kommuneplanens mulighed for midlertidige anvendelser i perspektivområderne. Lokalplantillægget indeholder desuden samme anvendelsesmuligheder, som tillæg nr. 1 (Fodboldcenter), hvorfor tillæg nr. 1 aflyses i forbindelse med vedtagelsen af tillæg nr. 2

Kommuneplantillægget fastsætter område II som kreative zoner samt industri med en bebyggelsesprocent på 60 (J0*). Lokalplantillægget muliggør, at der i område II kan etableres mindre fremstillingsvirksomheder, sports- og fritidsanlæg, erhvervs- og fritidsundervisning, museer, gallerier, restauranter, konferencer og messer mm. i eksisterende bygninger, udover hvad der er muligt efter gældende lokalplan. Endvidere medfører tillægget, at eksisterende kontorbygninger fortsat kan anvendes til kontorformål.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen være indstillet på at meddele tilladelse til enkelte ”TAP1- arrangementer”, såfremt der ikke i høringsperioden er indsigelser herimod, da TAP1 ønsker at igangsætte aktiviteter i sommeren 2017. I forbindelse med TAP1’s aktiviteter skal vejledende støjgrænser overholdes. Det bemærkes, at TAP1’s arrangementer har ligget stille siden udflytningen fra Carlsberg i april 2016. Alternativt vil forvaltningen kunne meddele midlertidige dispensation efter den nye planlov, der ventes at træde i kraft den 1. juli 2017.

Byliv

Lokalplanområdet er beliggende tæt på Kløvermarken med et rigt idrætsliv. Forvaltningen vurderer, at en mere fleksibel anvendelse af området til blandt andet sports- og fritidsaktiviteter, events, mad- og musikarrangementer vil bidrage til Københavns Kommunes vision Fællesskab København, da det giver mulighed for nytænkende arrangementer og aktiviteter.

Miljø og Bynatur

Lokalplantillægget muliggør, at ekstensivt udnyttede bygninger og arealer kan anvendes mere fleksibelt. Desuden vil tillægget muliggøre grønne tage og solceller på tage og facader.

Parkering

Parkeringsnormen er for biler på 1 pr. 100 m2 som i den gældende lokalplan nr. 136 ”Kløverparken”. Ved ændret anvendelse fastsættes parkeringsnormen i overensstemmelse med kommuneplanen efter konkret vurdering både for cykler og biler. Særligt for TAP1 skal der stedse være 350 p-pladser til biler og 500 cykelparkeringspladser til rådighed. Derudover har forvaltningen gjort bygherre opmærksom på, at der i forbindelse med spidsbelastningsperioder skal tages hånd om det øgede parkeringsbehov. Der henvises i øvrigt til bilag 3.

Kommuneplan

Området er i Kommuneplan 2015 udlagt til industri (J1*). Stjernebemærkningen fastlægger bl.a., at eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer kan anvendes efter kommuneplanens bestemmelser om midlertidighed. Området er udlagt som perspektivområde til udvikling efter 2027. Kommuneplantillægget ændrer rammen for område II til kreative zoner (J0*) med særlig bestemmelse om, at der kan indrettes serviceerhverv i eksisterende bygninger. Bebyggelsesprocenten ændres fra 110 til 60.

 

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg godkender det bilagte udkast til høringssvar.

Amager Øst Lokaludvalg besluttede den 18. maj 2017 at gennemføre et borgermøde og en byvandring, som en del af høringsprocessen. Arrangementet fandt sted den 8. juni og havde 50 deltagere.

Miljø- og Plan arbejdsgruppen har efterfølgende udarbejdet et udkast til høringssvar i sagen. Høringssvaret bygger på lokaludvalgets høringssvar i forbindelse med den interne høring, på drøftelser i gruppen samt på input fra borgermødet.

 

Beslutning

Lokaludvalget drøftede høringssvaret.

Der blev stillet ændringsforslag til høringssvaret:

Ib Wendrup forslog, at "bymæssig" ændres til erhvervs- og rekreativt område (Afsnit 4 linje 1).

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For ændringsforslaget stemte: Carsten Sahl Mortensen, Nicki Wasmann Brøchner, Ib Wendrup, Sten Olesen.

Imod ændringsforslaget stemte: Martin Hein, Winnie Lundgreen, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Thomas Frisendahl, Rasmus Steenberger, Bo Jensen, Käte Hommelgaard,  Lasse Rossen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen, Randi Sørensen, Karl Vogt-Nielsen

Følgende undlod at stemme: Jan Kyrsting.

Dermed blev ændringsforslaget forkastet.

Randi Sørensen forslog at afsnit 6. side 1 udgår. Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget. 

For ændringsforslaget stemte: Carsten Sahl Mortensen, Nicki Wasmann Brøchner, Ib Wendrup, Sten Olesen, Winnie Lundgreen, Sten Lykkebo,  Thomas Frisendahl, Rasmus Steenberger, Bo Jensen, Käte Hommelgaard,  Lasse Rossen, Ole Melgaard, Ole Pedersen, Randi Sørensen, Jan Kyrsting

Imod ændringsforslaget stemte: Karl Vogt-Nielsen, Svend Aage Sørensen, Eva Damgaard

Følgende undlod at stemme: Martin Hein.

Dermed blev forslaget vedtaget

Nicki Wassmann Brøchner stillede forslag om, at afsnit side 2. vedr. containerboliger udgår af høringssvaret.

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For ændringsforslaget stemte: Bo Jensen,Carsten Sahl Mortensen, Nicki Wassmann Brøchner, Ib Wendrup.

Imod ændringsforslaget stemte: Sten Olesen, Martin Hein, Winnie Lundgreen, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Thomas Frisendahl, Rasmus Steenberger,  Käte Hommelgaard,  Lasse Rossen, Eva Damgaard, Ole Meldgaard, Ole Pedersen, Randi Sørensen, Karl Vogt-Nielsen, Jan Kyrsting

Ingen undlod at stemme.

Dermed blev ændringsforslaget forkastet.

Randi Sørensen forslog at formuleringen vedr. tankanlæggene på Prøvestenen skærpes således at der står: Tankanlæggene på Prøvestenen begrænser anvendelsen af området, senest havde det indflydelse på placeringen af en ny skole i Nordøstamager, så lokaludvalget vil gerne opfordre til, at der arbejdes på at få fjernet tankene.  

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Randi Sørensen forslog, at afsnittet vedr. bevaringsværdige træer udgår. Der blev begæret afstemning om forslaget.

For ændringsforslaget stemte: Bo Jensen,Nicki Wasmann Brøchner, Ib Wendrup, Sten Olesen, Martin Hein, Winnie Lundgreen, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Thomas Frisendahl,    Ole Melgaard, Ole Pedersen, Randi Sørensen,

Imod ændringsforslaget stemte: Lasse Rossen, Eva Damgaard, Karl Vogt-Nielsen, Jan Kyrsting, Rasmus Steenberger.

Følgende undlod at stemme: Carsten Sahl Mortensen, Käte Hommelgaard

Dermed blev ændringsforslaget vedtaget.

Det samlede høringssvar blev derefter godkendt uden afstemning

 

Til top