Mødedato: 22.06.2016, kl. 18:30
Mødested: Kantinen, sundbyøster Hallen (den gamle)

Puljeansøgning: Prags Byhaver

Se alle bilag
Foreningen Prags Byhaver søger støtte til etablering af byhaver på Prags Boulevard.

Indstilling

Miljø og plan-arbejdsgruppen indstiller,

1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 66.825.

Problemstilling

På vegne af Foreningen Prags Byhaver har Heidi Durhuus søgt om kr. 66.825 i støtte til etablering af byhaver på det grønne areal udfor Prags Boulevard 39-43.

Prags Byhaver skal være økologisk, lokal og bæredygtig dyrkning af frugt og grønt i højbede af giftfrie materialer. Projektet er non-profit og åbent for alle. 20% af foreningens plantekasser vil være afsat til fællesbede til fri afbenyttelse af områdets brugere, også borgere der ikke nødvendigvis er medlemmer af foreningen. Foreningen vil desuden skabe sociale arrangementer som f.eks. fællesspisning og arbejdsdage samt workshops, hvor vi borgere inviteres for at lære at dyrke deres egne grøntsager. Foreningen har holdt stiftende generalforsamling, hvor der deltog 35 personer. Der er etableret samarbejde med en række lokale aktører. Haverne skal etableres i sommeren 2016.

Foreningen indgår via Sharing Copenhagen i partnerskab med Triolife plantepyramider. Triolife har en bevilling på 20.000 kr. til etablering af plantepyramider sammen med Prags Byhaver. Dette beløb og projektforløb indgår ikke i det vedlagte budget.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 73.825. Foreningen har et kontingent på kr. 200. Dette vil primært anvendes til leje af arealet, samt til opbygning af kapital til evt. at tilbageføre arealet til oprindelig stand såfremt lejemålet ophører (et krav fra Københavns Kommune). Foreningen har ikke nogen egenkapital fra start.

Løsning

Miljø- og Plan -arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 66.825.

Arbejdsgruppen finder det er et godt og netværksskabende projekt, der kan inspirere til lignende fællesskabende aktiviteter andre steder. Arbejdsgruppen ønsker dog at det understreges overfor ansøger, at der er tale om støtte til opstartsaktiviteter, og at projektet ikke kan forvente at modtage støtte til vedligeholdelse og drift fremadrettet.

Økonomi

Der er søgt om kr. 66.825 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 66.825.

Videre proces

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Projektet ydes støtte med kr. 66.825 af 2016 puljemidlerne. Lokaludvalget godtog ansøgers anmodning om at flytte beløbet i budgetposten regnvandsbeholder til budgetposten indkøb af jord.
Til top