Mødedato: 22.06.2016, kl. 18:30
Mødested: Kantinen, sundbyøster Hallen (den gamle)

Puljeansøgning: SIM Summercamp

Foreningen SIM søger støtte til summercamp for børn med opmærksomhedsforstyrrelser.

Indstilling

SOSU-arbejdsgruppen indstiller, 

1) At Amager Øst Lokaludvalg ikke tildeler støtte til projektet.

Problemstilling

På vegne af Svømme- og Idrætsforeningen SIM har Nina Bjerg søgt om kr. 20.000 i støtte til SIM Summercamp. Det er i år femte gang at SIM holder Summer Camp for børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser såsom ADHD og autisme. Arrangementet er åbent for alle børn, der menes at falde inden for beskrivelsen og foregår i Det Maritime Ungdomshus i uge 30-31. Der forventes 36 deltagere.

I uge 30 hjælper 3 forældre på frivillig basis til hver dag med forplejning og diverse andre aktiviteter. I uge 31 er det en forælder pr. dag, da deltagerne denne uge er ældre.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 112.600. Egenfinansiering og deltagergebyr udgør i alt kr. 62.400 og der er søgt kr. 30.200 fra Tuborg Fonden. SIM har i år fået ny bestyrelse hvilket har forsinket fondsansøgningerne.

Lokaludvalget har i 2012 og 2013 støttet projektet med kr. 10.000 pr. år. I 2014 blev projektet støttet med kr. 5.000 fra Socialpuljen. I maj 2015 blev der søgt kr. 11.875 og bevilget kr. 5.000. Der blev ikke tildelt det fulde beløb, da der er tale om et tilbagevendende arrangement og en begrænset målgruppe i Amager Øst. Evaluering fra 2015 kan læses på http://www.aølu.dk/assets/Evalueringsskema-SIM-summercamp-15.pdf

Løsning

SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke tildeles støtte til projektet. Afslaget begrundes i at der er tale om et tilbagevendende arrangement med begrænset deltagelse af borgere fra Amager Øst.

Økonomi

Der er søgt om kr. 20.000 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der ydes ikke støtte til projektet.
Til top