Mødedato: 22.06.2016, kl. 18:30
Mødested: Kantinen, sundbyøster Hallen (den gamle)

Orientering vedr. facadepris

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og at konceptet for facadeprisen tages op til overvejelse på et senere tidspunkt.

Problemstilling

Formændene for de to lokaludvalg samt tovholder for Amagerbrogade-gruppen har på et møde drøftet konceptet for Årets butiksfacade på Amagerbrogade. Alle parter var enige om at man ønsker, at facadeprisen sættes på stand by og at man afventer udviklingen i forbindelse med renoveringen af Amagerbrogade.

Der var på mødet enighed om, at facadeprisen i sin nuværende form har haft sin tid. Mange af de forslag borgerne sender ind er gengangere og der ikke sker nogen nævneværdig fornyelse i gadebilledet. Prisen har været medvirkende til at sætte fokus på facader, men prisen vurderes ikke at have betydning for, om butikkerne renoverer deres facader.

Såfremt facadeprisen skal uddeles igen foreslås det at konceptet gentænkes. Bl.a. ønskes der større synlighed for lokaludvalgene, eksempelvis gennem en event, og et større samarbejde med butikkerne om projektet.

Baggrund

Prisen for Årets Butiksfacade på Amagerbrogade blev stiftet i 2010 for at skabe positiv opmærksomhed omkring erhvervsdrivende, der gennem facadeskiltning og - udsmykning beriger Amagerbrogade, samt at øge butiksindehavernes opmærksomhed omkring retningslinjer og lovgivning for indretning/skiltning af facader. Facadeprisen har været en del af Amagerbrogadegruppens arbejde for at øge det offentlige fokus på Amagerbrogade som strøg- og handelsgade. "Årets Butiksfacade" har været gennemført som et samarbejde mellem de to lokaludvalg på Amager, der hver har finansieret halvdelen af udgifterne og på skift har været sekretariat for uddelingen.

Prisen har været uddelt seks gange og bestod af en check på 15.000 kr. samt en bronzeplakette til ophængning i butikken. Bedømmelseskomitéen har bestået af Københavns Kommunes stadsarkitekt, samt repræsentanter for hvert af de to lokaludvalg, Ama'r Butikkerne og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.

Løsning

At lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og at konceptet for facadeprisen tages op til overvejelse på et senere tidspunkt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning
Til top