Mødedato: 22.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Microsoft Teams

Henvendelse: Udkast til TMF og TMU om høj hastighed på Øresundsvej

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

  1. at lokaludvalget vedtager at fremsende den bilagte henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget.

Problemstilling

Tre ejerforeninger henvendte sig i september 2020 til Amager Øst Lokaludvalg, da de oplever at hastigheden på Øresundsvej er for høj.

I henvendelsen dengang fremhæves gaderæs mellem biler eller mellem motorcykler, samt adskillige alvorlige ulykker i krydset Øresundvej/Amager Strandvej grundet hasarderet og hensynsløs kørsel. Desuden nævner de i henvendelsen, at de ofte oplever der bliver kørt over for rødt i krydset Øresundsvej/Strandlodsvej. Der bor mange børnefamilier i området, som er bekymrede for at lade deres børn færdes i et gadebillede hvor trafikken bliver mere og mere rå og hensynsløs.

Siden henvendelsen har Teknik- og Miljøforvaltningen svaret, at de har undersøgt hastigheden og konstateret at den er for høj. For at de kan iværksætte arbejdet med at etablere hastighedsnedsættende foranstaltninger kræver det imidlertid et politisk initiativ.

Løsning

Sagen har været drøftet i arbejdsgruppen for Plan, Erhverv & Trafik (PET) og i tovholdergruppen. PET anbefaler at sende vedlagte henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget, for at skabe politisk opmærksomhed om problemerne med høj hastighed på Øresundsvej.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Vedtages henvendelsen med eller uden bemærkninger sendes den til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at tilføje en sætning til sidst i henvendelsen om, at lokaludvalget gerne indgår i dialog med forvaltningen om løsningsforslag.

Med denne tilføjelse blev indstillingen vedtaget uden afstemning.

Til top