Mødedato: 22.02.2024, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Beslutning: Lokaludvalgets ønsker til Københavns Kommunes budget 2025

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget beslutter, hvilke tre ønsker der skal sendes til Teknik- og Miljøudvalget

2. at listen over lokaludvalgets øvrige ønsker fremsendes til Borgerrepræsentationen i uprioriteret form

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg sender hvert år ønsker til de politiske partier i Borgerrepræsentationen forud for de årlige budgetforhandlinger.

Københavns Kommunes Budget 2025 behandles i Økonomiudvalget i hhv. midten af juni og slutningen af august og i Borgerrepræsentationen primo september 2024. Herefter finder de politiske forhandlinger om budgettet sted.

Lokaludvalget har modtaget et brev fra Teknik- og Miljøborgmesteren og det øvrige Teknik- og Miljøudvalg, som opfordrer lokaludvalgene til at prioritere de 2-3 budgetønsker, som er vigtigst for lokalområdet. Teknik- og Miljøudvalget vil på sit budgetseminar den 10. juni prioritere de budgetønsker, som de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2025.

Der er mulighed for at indsende de prioriterede ønsker på Teknik- og Miljøområdet til forvaltningen med henblik på en faglig kvalificering, inden ønskerne fremsendes i sin endelige form til politikerne.

Løsning

Lokaludvalgets arbejdsgrupper har drøftet deres ønsker til Budget 2025. Listen fremgår af vedlagte bilag. 

Plan, Erhverv og Trafik- og Miljø og klima-arbejdsgrupperne indstiller, at lokaludvalget foretager en afstemning om, hvilke tre ønsker inden for Teknik- og Miljøområdet, der skal sendes til Teknik- og Miljøudvalget.

De ønsker, der er indsendt i forbindelse med Overførselssagen 2023/24, genfremsendes kun, såfremt der ikke afsættes midler hertil ved beslutning om Overførselssagen medio marts.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalgets midler.

Videre proces

På baggrund af beslutningen vil sekretariatet sørge for, at partierne bliver gjort opmærksom på lokaludvalgenes ønsker, således at der kan bestilles budgetnotater for ønskerne, hvorved de kan indgå i budgetforhandlingerne.

Herudover kan alle medlemmer af lokaludvalget arbejde for at fremme de enkelte projekter politisk.

Ønsker til Teknik- og Miljøudvalget skal være forvaltningen i hænde senest den 22. marts, såfremt lokaludvalget ønsker faglig sparring. De endelige ønsker til TMU skal fremsendes senest den 2. maj.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at tilføje et ønske "Stibro fra Nordøstamager Skole til Kløvermarken" under børne- og ungeområdet.

Forslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stillet forslag om at tilføje følgende formulering til ønsket: Derfor mener vi, at det er afgørende at der etableres en overgang af hensyn til børnenes sikkerhed. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.

Lokaludvalget stemte om prioriteringer af tre ønsker til TMU ved at give fra 1-3 point. 

  1. Midler til planlægning af Prøvestien samt midler til forprojektering af bro til Prøvestenen Syd (46 point)
  2. Grønt byrum ved Frankrigsgade Svømmehal (39 point)
  3. Træer og vilde blomster ved Lergravsstien ud mod Amager Strandvej (38 point)

Lys i boldburet ved Lergravsparken fik 2 point.

De øvrige indstillede budgetønsker blev vedtaget uden afstemning.

Til top