Drøftelse: KUBI-planen 2024
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller
at lokaludvalget sender vedlagte kommentarer til Kultur Amager Øst under Kultur- og Fritidsforvaltningen
Problemstilling
Lokaludvalget skal beslutte om vedlagte kommentarer skal overdrages til Kultur Amager Øst under Kultur- og Fritidsforvaltningen ifm. den ny plan for Kulturhuse og Biblioteker.
Den nuværende Biblioteksplan udløber med 2023 og med vedtagelsen af Kultur- og fritidspolitikken 2023-2026 blev det på Kultur- og Fritidsudvalgets (KFU) temadrøftelse om kommende Kultur- og Biblioteksplan d. 26. oktober besluttet, at der skal udarbejdes en samlet plan for kulturhuse og biblioteker.
Derfor drøftede KFU udviklingen og mulige indsatsområder for den kommende Kulturhus- og biblioteksplan (KUBI), så kommunens tilbud kommer til at matche udviklingen i medieforbrug og i borgernes kultur- og fritidsvaner.
På møde i lokaludvalgenes lokaludvalgsforpersonskreds d. 4. december 2023 præsenterede KFFs direktion processen for den kommende KUBI-plan frem mod KFUs endelige godkendelse af KUBI-planen, forventeligt i fjerde kvartal 2024. Lokaludvalgene inddrages i KUBI planen i første kvartal 2024 og den offentlige høring forventes først efter sommerferien.
Inddragelsesperioden løber frem til 8. marts 2024 og tager udgangspunkt i KFUs udpegede pejlemærker (børn, breddekultur og lokalt engagement) og skal sammenfattes i et antal anbefalinger til forvaltningen. Lokaludvalgene vil også kunne afgive supplerende bemærkninger i inddragelsesperioden.
Amager Øst Lokaludvalg besluttede i januar 2024 at gennemføre en borgerpanelundersøgelse. Undersøgelsen sluttede d .5. februar og resultaterne blev drøftet på BIFUK-arbejdsgruppemødet d. 6. februar. Undersøgelsen er delt med bydelslederne i Amager Øst Kultur.
Løsning
Vedlagte kommentarer overdrages til Kultur Amager Øst under Kultur- og Fritidsforvaltningen, som tager dem med videre.
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur Amager Øst viderebringer lokaludvalgets bemærkninger til Kultur- & Fritidsforvaltningens videre arbejde med KUBI-planen. Efter sommerferien 2024 udsendes denne i offentlig høring.
Beslutning
Søs Vibeke Nielsen og Lars Lunde Ljungberg orienterede om processen for inddragelse vedr. KUBI-planen.
Lokaludvalget gav input vedr. bydelens biblioteker og kulturhuse.
Der blev stillet forslag om tilføjelse til høringssvaret: "Der skal være plads til det lokale særpræg, således at der ikke ensrettes over hele byen."
Høringssvaret blev godkendt med den nævnte ændring.