Orientering om Københavnersamling 2024 og valg af repræsentanter til følgegruppe
Indstilling
Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
- at lokaludvalget tager orienteringen om Københavnersamling 2024 til efterretning
- at lokaludvalget giver input til Økonomiforvaltningen om rammesætning, kernespørgsmål og proces for Københavnersamling 2024
- at lokaludvalget udpeger to repræsentanter til følgegruppen for Københavnersamlingen 2024
Problemstilling
Økonomiudvalget besluttede den 24. januar 2024 ”Københavnernes Trafikplan Amager” som tema for Københavnersamling 2024. På lokaludvalgsmødet vil lokaludvalget få en orientering om proces, indhold m.v. v. projektleder fra Borgerrepræsentationens Sekretariat Marie Lolk Toghøj. Desuden ønsker forvaltningen lokaludvalgets input vedr. rammesætning, kernespørgsmål og proces for Københavnersamling 2024.
Københavnersamling 2024 vil blive tilrettelagt i foråret 2024 og afviklet i efteråret 2024
Trafikplan Amager som tema for Københavnersamling 2024
Københavnersamling 2024 blev besluttet som pilotprojekt med Overførselssagen 2020-21. Københavnersamlingen er en ny inddragelsesmetode, hvor en repræsentativ udtrukket gruppe københavnere udarbejder anbefalinger til politisk behandling vedr. en lokal problemstilling.
Både Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg har i høring om temaforslag foreslået trafikale udfordringer på Amager. Samtidig blev det ved Budget 2024 besluttet at bevilge midler til en Trafikplan for Amager, som skal indeholde dialog med lokale københavnere, aktører og lokaludvalg.
Processen omkring Trafikplan Amager er opdelt i 2 faser; i fase 1 udarbejdes udkast til en trafikplan, som kvalificeres gennem dialog i fase 2.
Ved at gøre Københavnersamlingen til en del af processen for Trafikplan Amager, vil københavnerne få mulighed for at være med til at forme udkastet til trafikplanen allerede i fase 1.
Københavnersamlingen 2024 vil arbejde ud fra et kernespørgsmål, som udarbejdes af projekt- og styregruppemedlemmer fra Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen med input fra de involverede lokaludvalgssekretariater samt øvrige, relevante kommunale og lokale aktører.
Politisk følgegruppe
Der skal udpeges en politisk følgegruppe, som skal bygge bro mellem Københavnersamlingen og de politiske udvalg. Gruppen mødes flere gange og er udpeget af de involverede fagudvalg med det formål at vægte fairness, legitimitet og balance undervejs i processen.
Læs referat fra Økonomiudvalgets møde den 24. januar 2024
Læs mere om metoden Københavnersamling Projekt: Københavnersamling 2023 (kk.dk)
Løsning
- at lokaludvalget tager orienteringen om Københavnersamling 2024 til efterretning
- at lokaludvalget giver input til Økonomiforvaltningen om rammesætning, kernespørgsmål og proces for Københavnersamling 2024
- at lokaludvalget udpeger to repræsentanter til følgegruppen for Københavnersamlingen 2024
Økonomi
Projektet er finansieret af Overførselssagen 2021-22 og har ikke yderligere økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Teknik- og Miljøudvalget vil få kernespørgsmålet, som udarbejdes med afsæt i det valgte tema, til godkendelse på møde den 6. maj.
Københavnersamling 2024 afvikles september-november 2024, og anbefalingerne behandles på møde i Teknik- og Miljøudvalget hurtigst muligt herefter.
Beslutning
Marie Lolk Toghøj orienterede om Københavnersamling og lokaludvalgets rolle.
Lasse Rossen refererede fra møde den 21. februar i trafikgruppen, som har drøftet input til processen for Københavnersamling. Lokaludvalget gav input til arbejdet med københavnersamling.
Lasse Rossen og Susanne Møller blev valgt til at deltage i følgegruppen. Følgende medlemmer af trafikgruppen blev valgt som suppleanter: Ole Pedersen og Marianne Moegreen.