Mødedato: 22.02.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: COMPOST

Christian Bang Jensen og Daniel Seferian Spies søger støtte til en kunstudstilling.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 5.000 kr. til ”COMPOST”

Problemstilling

Christian Bang Jensen og Daniel Seferian Spies har søgt om 5.000 kr. i støtte til COMPOST (kunstudstilling). De to kunstnere søger støtte til materialer til en kunstudstilling i Atelierforeningen Prag61 i perioden 16. -25. marts. Her kan kultur-interesserede og lokale mødes og opleve nyskabende kunst.

Værkerne er skulpturelle undersøgelser der tager afsæt i fænomenet haven, som grundlag for en behandling af det tilbagevendende tema natur/kultur. Der anvendes lokale materialer (plante-udtræk fra Fælleden), lokale kræfter i form af en fotograf. Til skulpturerne vil kunstnerne bruge bi-voks fra Bybi på Sundholmsvej, samt træ fra Carl Møller på Amagerbrogade.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 6.000 kr. Der er søgt støtte fra Statens kunstfond.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 5.000 kr.

Da der ikke er tale om en salgsudstilling adskiller projektet sig fra de ansøgninger, lokaludvalget sædvanligvis afslår at støtte. BIFUK synes at udstillingen med de interaktive elementer er et interessant projekt og indstiller at støtte med det ansøgte beløb.

Økonomi

Der er søgt om 5.000 kr. af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 5.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 25. april 2018.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der afsættes en underskudsgaranti på kr. 5.000 af 2018 puljemidlerne til projektet.
Til top