Puljeansøgning: Tirsdags Barok
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 10.000 kr. til ”Tirsdags Barok”
Problemstilling
På vegne af Kvarterhuset har Rosa S. Hall søgt om 10.000 kr. i støtte til Tirsdags Barok; en række af klassiske koncerter. Der søges støtte til tre koncerter som afholdes i maj, juni og september måned. Der forventes 50 deltagere til hver koncert og entreprisen er 50 kr. Publikum får mulighed for at opleve barokmusik, spillet af unge og engagerede musikere fra både Amager og omegn.
Tirsdagsbarok vil bygge videre på Kvarterhusets satsning på klassisk musik, og vil kunne introducere kunstmusik for nye publikumsgrupper. Kvarterhuset og den nystiftede forening ’Amager Klassisk’ samarbejder om arrangementerne. ’Amager klassisk’ er stiftet af lokale usikinteresserede. Foreningens formål er at give flere mennesker mulighed for at høre klassisk musik af høj kvalitet.Foreningen ønsker at skabe fællesskab på tværs af alder og baggrund og vil arbejde for at videregive den klassiske musik arv til de fremtidige generationer.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 55.000 kr.Der er en egenfinansiering på 15.000 kr. (inkl. entreindtægt), de resterende udgifter finansieres af fonde.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Det er et spændende og nytænkende projekt, der udbreder en anderledes slags musik til borgerne.
Økonomi
Der er søgt om 10.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 11. oktober 2018.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der afsættes en underskudsgaranti på kr. 10.000 af 2018 puljemidlerne af projektet.