Puljeansøgning: Børnebogen om Nour og Nora
Camilla Kaj Paulsen søger støtte til børnebogen Nour og Nora.
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen undlader at støtte projektet ”Børnebogen om Nour og Nora”
Problemstilling
Camilla Kaj Paulsen har søgt om 20.000 kr. i støtte til Børnebogen om Nour og Nora.
Lokaludvalget ansøges om støtte til publicering af en børnebog med fokus på integration. Baggrunden for projektet er at der næsten ikke findes nogen bøger til vuggestue- og børnehavebørn, der handler om integration og om kulturmøder. Bogen skal være med til at starte en dialog med børn på en nysgerrig og naturlig måde, således at det ikke bliver et tabu at tale om race og kulturforskelle.
Bogen skal ud i alle vuggestuer og børnehaver i Amager. Der skal afholdes et debatarrangement om manglende repræsentation i børnelitteratur og hvad det gør ved børn hvor filmen ’Dukketesten’ af Hassan Preisler vises. Projektet løber fra januar 2018 til maj 2018.
Den primære målgruppe for denne historie er børn i børnehavealderen og slutningen af vuggestuen (2-5 år), Den sekundære målgruppe er pædagoger i vuggestuer og børnehaver, samt forældre. Fokus for projektet er rettet mod Amager, børnehaver og vuggestuer på Amager, men kan forhåbentligt på sigt gøres til et projekt for hele København.
Ansøger samarbejder med BUF Amager, som vil hjælper med at få bogen ud i vuggestuer og børnehaver på Amager, hvis kvaliteten af bogen gavner BUFs arbejde med sprog og integration.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 63.500 kr. til illustrationer, tryk og redigering. Der er søgt støtte hos Amager Vest Lokaludvalg, Nørrebro Lokaludvalg samt en række fonde. Der er en kontant egenfinansiering på 5.000 kr., samt arbejdstimer til projektets skriftlige arbejde, fundraising, møder, PR og debatarrangement.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke tildeles støtte til projektet. BIFUK synes det er et sympatisk projekt. BIFUK mener dog ikke at projektet er tilstrækkeligt bydelsrettet eller netværksdannende. Derfor indstilles til afslag.
Økonomi
Der er søgt om 20.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Beslutning
Der blev stillet forslag om at støtte projektet med en underskudsgaranti på kr. 20.000 af 2018 puljemidlerne.
For ændringsforslaget stemte: Karl Vogt-Nielsen.
Imod ændringsforslaget stemte: Bo Jensen, Ib Wendrup, Carsten Sahl-Mortensen, Iben Lindemark, Oksana Gjermstad, Sven Løntoft, Steen Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Käte Hommelgaard, Jan Kyrsting, Randi Sørensen, Nicki Wassmann Brøchner, Lasse Rossen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen.
Ingen undlod at stemme
Der ydes ikke støtte til projektet.