Mødedato: 21.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Fornyet offentlig høring: Revideret lokalplanforslag for Amager Strandpark

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget drøfter det reviderede lokalplanforslag for Amager Strandpark og vedtager høringssvar.

Problemstilling

I efteråret 2018 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen lokalplanforslag for Amager Strandpark i offentlig høring. Lokaludvalget afholdt i den sammenhæng et borgermøde og afgav høringssvar.

I forbindelse med den offentlige høring modtog Teknik- og Miljøforvaltningen indsigelse fra Erhvervsministeren om, at planen var i strid med den på det tidspunkt gældende Fingerplan 2017. Der er siden vedtaget en ny Fingerplan 2019. Lokalplanforslaget er blevet revideret herefter og derfor sendt i fornyet høring.  

Som følge af Fingerplan 2019 reduceres lokalplanforslagets samlede byggemulighed på strandøen til 5.800. Det svarer til, at der kan opføres yderligere 2.534 m2 byggeri på strandøen. Det tidligere lokalplanforslag lagde op til en samlet byggemulighed på 7.285 m2 på strandøen.

Fordelingen af byggemulighederne er opgjort til

  • Område II: 1.605 m2 svarende til 955 m2 nybyggeri 
  • Område III nord: 451 m2 svarende til det eksisterende byggeri
  • Område III syd: 2.904 m2 svarende til1.299 m2 nybyggeri
  • Nye strandstationer: 280 m2 pr. strandstation

Lokaludvalgets tidligere høringssvar vedr. byggemuligheder er således blevet imødekommet med undtagelse af Område III syd, hvor lokaludvalget tidligere har ønsket at der maksimalt kan opføres 2700 m2.

Det bemærkes desuden at lokaludvalgets bemærkninger om tydeliggørelse af parkering langs Amager Strandvej og præcisering af enkelte bestemmelser er blevet imødekommet i det reviderede lokalplanforslag.

Løsning

Arbejdsgruppen Planlægning, Erhverv og Trafik har behandlet sagen og udarbejdet et udkast til høringssvar som arbejdsgruppen indstiller til vedtagelse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis høringssvar vedtages fremsendes dette til Teknik- og Miljøforvaltningen hurtigst muligt efter lokaludvalgsmødet. Høringsfristen er fastlagt til 6. december 2019.

 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For stemte: Rene Steinvig, Ole Pedersen, Hanne Kusiak, Bente Lildballe, Iben Lindemark, Oksana Gjermstad, Bo Jensen, Hans Jørgen Møller, Rune Solvang, Trine Hertz, Nanna Tofte, Randi Sørensen, Frank Lambert, Jens William Grav, Lasse Rossen, Rasmus Steenberger, Susanne Møller.

Imod stemte: Nicki Wassmann-Brøchner.

Undlod at stemme: Ingen.

Der var således flertal for indstillingen. Høringssvaret blev vedtaget.

Til top