Afsættelse af puljemidler (2019-midler): Supplering af det digitale borgerpanel
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
at lokaludvalget afsætter 10.000 kr. af 2019-puljemidlerne til supplering af det digitale borgerpanel
Problemstilling
Amager Øst Lokaludvalg besluttede i oktober 2016 at oprette et digitalt borgerpanel til gennemførelse af spørgeskemaundersøgelser i bydelen. Ved oprettelsen af borgerpanelet blev der sendt en invitation til deltagelse i panelet til alle borgere i bydelen over 15 år med digital post. På den baggrund meldte ca. 4.500 borgere sig til panelet.
Siden oprettelsen er der gennemført 6 egne undersøgelser. Derudover er panelet 3 gange blevet stillet til rådighed for hhv. Socialforvaltningen i Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune og Miljøpunkt Amager. Panelet indeholder aktuelt ca. 3.800 borgere.
Lokaludvalget har løbende promoveret borgerpanelet og opfordret bydelens borger til at tilmelde sig panelet f.eks. gennem annoncer i Ama'røsten, på Facebook og på kommunens udendørs reklameskilte. Denne type af promovering har haft en begrænset effekt på antallet af tilmeldte borgere.
Løsning
For at få flere borgere med i borgerpanelet foreslås det at sende en invitation, med digital post, til borgere, som er flyttet til bydelen siden den oprindelige invitation blev sendt ud, ultimo 2016.
Økonomi
Der afsættes en ramme på i alt 10.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
Videre proces
Hvis lokaludvalget beslutter at afsætte puljemidler til supplering af borgerpanelet vil sekretariatet hurtigst muligt og inden udgangen 2019 sikre, at invitationerne bliver sendt ud.